Af Gustav Stubbe Arndal
En af de mest dystre lektioner, vi lærte af 2. verdenskrig var, hvor nemt og almindeligt det er at begå ondskab, når samfundets magtsystemer kræver eller belønner det – et fænomen, som Hannah Arendt navngav ”The Banality of Evil”. Terrence Malicks A Hidden Life skaber et klart billede af denne type ondskab og hvor den kommer fra, men sætter den også i kontrast med det gode livs hårdhed og usynlighed.
Titlens skjulte liv tilhører Franz Jägerstätter (August Diehl), en østrigsk landmand og familiefar, der sammen med sin kone Fani (Valerie Pachner) lever en fredfyldt eksistens i en bjergdal, der er strålende i sine landskaber og beskeden i sit landsbyliv. Men krigen begynder, den nationalistiske stemning breder sig og værnepligten kalder – en pligt, som går imod alt, Franz tror på som kristen og som menneske, og som han vælger at afvise trods konsekvenserne for sig selv og sin familie.
Historien er ikke fortalt gennem traditionelle scener og dialoger, men med små glimt af hverdagen på gården, i landsbyen og senere i fængslet, der klippes sammen for at skabe indtrykket af en samtale, en karakter, en stemning eller en idé. Kort sagt er A Hidden Life en Terrence Malick film.
I denne omgang betyder det dog ikke non-lineære spring i tid eller lag af symbolske flashbacks og -forwards. Filmen fortælles lineært, klart markeret af årstidernes skiften. Det er også forfriskende, at Malick igen peger sit kamera på en mere konkret fortælling – siden The Tree of Life (2010) har hans film lignet esoteriske tone-eksperimenter – men han medbringer stadig sin fascination med bevægelse og sin ukonventionelle skydeproces.
Der er næsten ikke et sekund, hvor kameraet står stille. Det suser, panorerer og danser omkring scenerne, imens skuespillerne bevæger sig sammen med det i for- og baggrund. I close-ups overdriver den enormt brede linse hvert eneste kærtegn, mens horisonten og bjergene forsvinder umuligt langt væk. En gammel kliché om smukke film er, at ”hvert billede kunne hænges på et museum.” Malicks billeder er for kinetiske til at kunne rummes på andet end et biograflærred.
Der er utroligt mange af dem, og de fanger utallige øjeblikke, der hver føles autentisk, som grebet ud af et liv og en verden, der er større end filmens tre timer har plads til. Filmens cast har faktisk boet på en bondegård og gået omkring i den europæiske natur, mens Malicks hold fangede dele af deres liv hist og her – dialogen bliver ytret, når det falder instruktøren ind, at det er passende med vind, vejr og sted, indtil der er nok materiale til at stykke noget værdifuldt sammen.
Resultatet er både en stærk indlevelse – man tror på virkeligheden, filmens karakterer er en del af – og en afstand – den usædvanlige struktur og kameraføring skaber mere en slags filosofisk poesi end en klar narrativ oplevelse.
Poesien kommer for alvor frem i scenerne, hvor Franz’ beslutsomhed bliver udfordret af officerer eller kirkemænd. I starten er han drevet af næstekærlighed og uenighed med krigens formål, men selv når alt, hvad han skal gøre for at gå fri, er at læse en loyalitets-ed for Hitler højt, nægter han. Kampen ender med at være mellem Franz’ families og hans egen sikkerhed, og hans kristne sjæl.
Hvordan sådan en kamp skal kæmpes, er et svært spørgsmål. Godheden er på sin vis lige så ubegribelig som ondskaben, men den er for alt i verden ikke banal. Især ikke i A Hidden Life, der gør en mands ubelønnede barmhjertighed til en episk sjælerejse, lige så storslået og intimt som de religiøse spørgsmål, der danner filmens hjerte.
Kommentarer