[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Nikolaj Fjord Korsgaard[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Redningsvestene ligger på stranden et sted ved Middelhavet. Et meget dramatisk øjeblik, vi aldrig får at se, har lige fundet sted: den farlige rejse for en flok flygtninge over Middelhavet, orkestreret af menneskesmuglere. Der klippes til en samling telte, der ligger tæt på kysten, hvor de nyankomne flygtninge overnætter. Der er roligt og ingen form for larm – kun havets stille brisen. En meget lang rejse venter forude. En rejse til Tyskland eller Sverige, hvor et helt nyt og forhåbentligt bedre liv venter.
Du har sikkert set masser af billeder i medierne fra den flygtningekrise, der ramte Europa omkring 2015, og som er den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. I 69 Minutes of 86 Days kommer vi tæt på de mennesker, der flygter fra krig, ødelæggelse og fattigdom over Middelhavet til det forjættede land; Europa. Og her er det selve rejsen igennem Europa, der er i fokus.
Vores hovedperson, hvis man kan tale om sådan en, er en lille og sympativækkende pige på tre år, Lean, som er livsglad, fyldt med optimisme og stråler som en lille sol. Og det er også noget, der karakteriserer dokumentaren: en grundlæggende optimisme og håb. Ikke noget sortsyn over flygtningenes barske vilkår, men nærmere en hyldest til muligheden for et nyt liv, der venter forude.
Og det er en ’human-interest’ historie med stort H – bare uden de sensationalistiske aspekter. Der er en interesse og et vist nærvær i de karakterer, vi følger, selvom vi aldrig rigtigt lærer dem at kende eller får nogen baggrundsinformation. Den eneste dialog er de samtaler, de medvirkende har internt, og der er aldrig nogen form for direkte henvendelse til kameraet. Man er en flue på væggen, der følger strømmen af mennesker. Det er netop det, der gør, at man på mange måder føler sig som en del af flokken og som en del af deres rejse. Ingen voice-overs, forklarende tekster eller interviews; og et kamera, som altid holder sig en smule på afstand. Den distance, skaberne af dokumentaren har, er netop det, som giver nærværet til selve menneskene i dokumentaren. Man får en følelse af dokumentaren som et ægte ”slice of life”.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
69 Minutes of 86 Days[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Egil Håskjold Larsen[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Norge[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Men bagsiden af medaljen er her, at der ikke rigtigt er nogen dramaturgi eller fremadskridende handling, som driver et plot. Så kan man selvfølgelig nyde poesien i det virkelige livs ofte mangel på samme, men det bliver også til tider lidt uinteressant at kigge på. Der er ikke nogle specielt opsigtsvækkende begivenheder at tale om her. Men man kan bare læne sig tilbage og acceptere denne præmis, så får man en helt klar fornemmelse af at være ledsager til en flok mennesker på vej mod en lysere fremtid, og det er netop det, der er dokumentarens eksistensberettigelse. Man skal prøve at nyde de små øjeblikke og leve sig ind i det nærmest antropologiske studie, det også er.
Og, hvad også hjælper på oplevelsen, er et formidabelt kamera med bløde steadicam-bevægelser, som giver en behagelig ro i billederne. Det er bare utroligt lækkert at kigge på. Derudover underbygges den flotte billedside af et stille og sentimentalt score, som er med til at give en meget stemningsfyldt oplevelse; en nærmest mediterende rejse op igennem Europas veje.
På trods af dokumentarens egentlige mangel på en klassisk fortælling er det en intim og nærværende oplevelse, der giver fornemmelsen af en rejse mod en lysere fremtid. En vellykket og ikke-moraliserende dokumentar om en af vor tids største kriser.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer