[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ida Helene Rovsing [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Et ægteskab er som en gletsjer. Et flerårigt arbejde i konstant, kraftfuld bevægelse. Som en gletsjer burde følelserne i et ægteskab med årene glide glattere ned ad bjerget. Men er dette nogensinde tilfældet? I filmen 45 år overbeviser Andrew Haigh os om, at livet mellem to personer aldrig forbliver simpelt; der vil altid komme overraskelser undervejs.
Ligesom i Weekend afsøger Haigh temaet om ærlighed i et forhold. Denne gang med en ældre målgruppe, idet han fortæller, hvad der sker, efter man har fundet kærligheden og haft den længe – i dette tilfælde 45 år.
I en ærkebritisk by introduceres ægteparret Kate (Charlotte Rampling) og Geoff Mercer (Tom Courtenay) op til deres safirbryllup, hvor festforberedelserne allerede er i gang. Pensionistparrets idylliske tilværelse på landet bliver hurtigt fastfrosset som det simple, lykkelige liv, der dog bliver brat udfordret, da Geoff modtager et foruroligende brev om, at man har fundet liget af hans tidligere livs kærlighed, Katya, i en gletsjer i Schweiz.
Nyheden igangsætter en lavine og kreerer kaos. På en uge bliver parrets kærlighed til hinanden, deres ægteskab og alle deres fælles minder sat på spil, da Geoffs følelser for den afdøde kæreste vækkes. Hemmeligheder kommer frem, og forholdet bliver pludselig sat på den hårdeste prøve hidtil. Kan parret mon holde også i modgang, og når de overhovedet til deres bryllupsfest?[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
45 År[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Andrew Haigh[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
UK[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Et bevidst valg er taget i skuespillerbesætningen. De store 60’er ikoner, Rampling og Courtenay, er nu blevet ældre, men dette er ikke ensbetydende med, at de skuffer. Som vindere af Sølvbjørnen for bedste skuespillere ved dette års Berlinale, leverer de begge en fantastisk kraftpræstation.
En særlig cadeau går til Rampling, der gør en kunst af at holde et britisk, iskoldt ydre uden for mange afsløringer, men som stadig er passivt aggressiv nok til at rive os med i Kates følelsesvirvar. Ligeledes fortjener fotograf Lol Crawley ros, idet hans billeder frembringer filmens egen realistiske og smukke enkelthed.
På afstand ser den hvide sne smuk ud, men tættere på indser man også, hvor farlig den egentlig kan være. For selvom Kate prøver at holde facaden, skubbes ægteskabet ud på ujævn undergrund, og Kate, som før holdt isen flydende, begynder gradvist at kælve. Netop behandlingen af følelser er, hvad der gør dette værk enestående.
Haigh leger prægtigt med det usagte i ægteskabet, med en tabubelagt distance mellem Kate og Geoff, som pludseligt brydes, og hvor den uventede intimitet også indebærer mange risici. For hvor går grænsen for, hvor mange uretfærdige følelser, man kan dele med sin bedre halvdel? I en uventet gru lader Haigh sneen falde som en tung dynge ned over Kate og Geoffs forhold, der gør dem begge blinde på hinandens følelser.
Haighs eksperiment med de usagte følelser efterlader stadig ubesvarede spørgsmål. Men netop dette er filmens finesse. For kan man nogensinde komme udefra og forstå, hvad der foregår imellem to mennesker, der elsker hinanden? Haigh gør et eksemplarisk forsøg, som efterlader en målløs med stof til eftertanke, hvor der intet andet er at gøre end at lade sig flyde med og beundre det store stykke faretruende is.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer