Sædvanligvis står Jordan Peele for komiske indspark i sketch-serien Key & Peele, og derfor overraskede det i særdeleshed, da hans instruktørdebut hurtigt blev en af de mest succesfulde independent gyserfilm i nyere tid.
Get Out havde verdenspremiere på den prestigefyldte Sundance filmfestival tilbage i januar, hvor den blev ganske velmodtaget. Siden da er filmens ry kommet den i forkøbet som en mindre steppebrand, der har givet et kæmpe overskud ved det internationale box office med en indtjening på hele 154$ millioner. En imponerende fortjeneste, når man tænker på filmens snævre budget på små 4.5$ millioner.
Filmen hører da ganske vist også hjemme i fint selskab med nyere tids store horror-succeser Don’t Breathe (2016) og The Invitation (2015). Faktisk er plotstrukturen nærmest en-til-en med sidstnævnte, der formåede at tjene sig selv hjem svimlende 350 gange.
Chris (Daniel Kaluuya) skal møde sine svigerforældre for første gang – en oplevelse, der kan være skræmmende nok i sig selv – men kun bliver endnu mere skræmmende, når fordommene står for dør. Hans nye kæreste Rose Armitage (Allison Williams) har nemlig ikke fortalt hendes forældre, at han er sort og med det samme frygter Chris, at de velstående forældre vil få sig et mindre chok.
Det er dog snarere Chris, der får sig et chok, når parret endelig frem til Armitage familiens palæ efter at have ramt den obligatoriske hjort på vejen derop (se The Invitation). Faren Dean (Bradley Whitford) er neurokirurg og gør alt hvad han kan for at få Chris til at følge sig hjemme – inklusiv at påpege, at det måske er lidt mærkeligt, at familien har to sorte tjenestefolk som var de en rig sydstatsfamilie anno 1820’erne.
Her fra er Get Out et kunststykke udi opbygning, når Chris langsomt lærer mere og mere om svigerfamilien. Komplet med jump-scares og meget tydelige cues følger filmen horrorskabelonen til punkt og prikke. Derfor er det også rimelig nemt at regne ud hvor filmen bevæger sig hen og hvad der rent faktisk er på spil i det overdådige Armitage-palads. Kunststykket består i, at Peele hele tiden holder tonen afdæmpet. Modsat så mange andre horrorfilm virker situationen autentisk for Chris er aldrig udsat for mere end en underlig virkelighedsfjern ”hverdagsracisme”, som nok er ubehagelig i sig selv, men samtidig harmløs nok til, at man ikke får lyst til at råbe vagt i gevær mod lærredet.
Intensiteten opbygges langsomt og holder en lænket til stolen, mens man langsomt venter på at få afsløret familiens hemmelighed. Peeles hovedgesjæft som komiker kommer ham for alvor til gode i filmens konstante vekselvirkning mellem høj og lav intensitet. Chris’ bedste ven Rod, spillet af komikeren Lil Rel Howery, er prikken over i’et. Lufthavnsvagten Rod er sublim som filmens comic relief, når han lufter sine tidlige varsler om, at en sort mand aldrig kan date en lækker hvid pige uden at komme i knibe.
Selvom Get Out unægtelig fortjener en plads blandt de bedste gyserfilm i dette årtusind for dens underspillede og komiske balance, så springer dens skabelonskårede form tydeligt i øjnene. Filmen er meget koncentreret om at opbygge en stemning og et mysterium, som til sidst skal åbenbares, men effekten er bare ikke lige så stor, når man føler, at man har set det hele før.
Kommentarer