Af Marius Sørensen

Blot 8 måneder efter zombiefilmen 28 Years Later (2025) fik premiere, kommer nu efterfølgeren 28 Years Later: The Bone Temple. Forgængeren, instrueret af guruen Danny Boyle, var, ifølge denne anmelder, blandt sidste års absolut bedste film, så den nytiltrådte instruktør, Nia DaCosta, har store sko at udfylde. Og i store dele må det siges at lykkes hende meget godt. Ja, til tider formår filmen endda at overgå de højder, forgængeren nåede.

Det er nu 28 år og et par dage siden Cillian Murphys Jim overlevede virus-udbruddet i England. Landet er lagt øde, og de usmittede mennesker, der er tilbage, bor i små, isolerede enklaver. Spike (Alfie Williams) har forladt sit hjem og tilsluttet sig satanisten Sir Lord Jimmy Crystals (Jack O’Connell) gruppe af tilhængere; børn, der er vokset op efter epidemiens udbrud og alle går under navnet Jimmy. Jimmy’erne er et brutalt slæng, der bringer død og ødelæggelse, hvor end de bevæger sig. Da de støder på den ateistiske læge, Dr. Ian Kelson (spillet af Ralph Fiennes), er der lagt op til et umådeligt interessant klimaks.

Tonen i 28 Years Later: The Bone Temple bliver fastlagt fra første scene, der må være blandt de mest brutale og ubehagelige af slagsen, vi kommer til at se på et biograflærred i år: Dette kommer ikke til at være en film for sarte sjæle. Er man i stand til at overleve ubehaget, bliver man til gengæld belønnet med en formidabel, eftertænksom og umådeligt interessant science fiction-film. The Bone Temple har nemlig ikke blot blod og gys på hjerte: forfatter Alex Garland benytter zombie-scenariet til at væve en ambitiøs allegori for både et Storbritannien post-Brexit og et samfund, der i højere og højere grad er blevet anti-intellektuelt.

I mødet mellem Jimmy Crystal og Ian Kelson ser vi ikke blot to af verdens fineste skuespillere duellere, men også en udforskning af, hvad tabet af civilisation har betydet for de børn, der er vokset op i dette nye England. En udforskning af, hvad der sker, når overleveringen af viden går tabt mellem to generationer. Det fungerer som en isnende advarsel mod et historieløst samfund, hvor traditionelle ideologiske søjler er eroderede.

På flere måder er filmen end direkte forlængelse af dens forgænger. Til gengæld har DaCosta tilføjet sin egen visuelle stil til projektet. Væk er det hektiske og opfindsomme kameraarbejde fra den foregående film, som her er erstattet med en mere klassisk og sikker stil. Det fungerer uanset, om end det er en tand kedeligere. Alfie Williams, der brillerede i rollen som Spike i Boyles film, må også træde en smule i baggrunden, mens Fiennes og O’Connell får størstedelen af skærmtiden. Det er svært at klage over, når begge leverer på så højt niveau, som de gør.

Med fare for at rose Garlands manuskript for meget, skal det nævnes, at dét faktum, at Jimmy’erne har taget inspiration fra den pædofile børne-tv-vært Jimmy Saville – en mand, hvis sande natur, de naturligvis aldrig har lært at kende, eftersom virussen angreb før skandalen kom frem – er en genistreg i alternativ historie. Det er perfekt tragisk.

28 Years Later: The Bone Temple er en formidabel fortsættelse af zombie-serien. Hvad den mangler i visuel flair, indhenter den i tematisk tyngde og brutale blodsudgydelser. Kom for gyset, bliv for den intelligente Brexit-allegori.