Af Marius Sørensen
Det er 28 år siden de første mennesker blev smittet med den såkaldte rage-virus, der gør de smittede til vilde og blodtørstige zombier. England er i karantæne og isoleret fra omverdenen i et forsøg på at holde virussen inde, og de overlevende og usmittede er efterladt til sig selv. I årenes løb har de overlevende forskanset sig i små landsbyer. Og det er i én af disse, at vi finder hovedpersonen i 28 Years Later. Spike (Alfie Williams) bor på en ø, der kun kan tilgås via en sti i lavvande, sammen med sin far (Aaron Taylor-Johnson) og sin syge mor (Jodie Comer). Da Spikes far en dag tager ham med ind til fastlandet for at dræbe hans første zombie, bliver Spike besat af idéen om at krydse det zombiebefængte land for at finde en person, der kan kurere hans mor.
Med 28 Years Later vender instruktør Danny Boyle og forfatter Alex Garland tilbage til universet, de skabte i 2002 med zombieklassikeren 28 Days Later (2002). Den oprindelige film udmærkede sig blandt andet ved at indeholde en fremragende præstation af Cillian Murphy i hovedrollen og ved at være filmet på unik og opfindsom vis med en camcorder.
Efterfølgeren, der er tredje film i serien (efter 28 Weeks Later fra 2007), har hverken Cillian Murphy på rollelisten og er heller ikke blevet filmet med en camcorder. Til gengæld leverer unge Alfie Williams én af de bedste skuespilspræstationer, du kommer til at opleve fra en 14-årig. Og så er den filmet med en iPhone.
Selvom flere film i de senere år har eksperimenteret med at optage på iPhones, har ingen endnu været så succesfuld, som 28 Years Later er. Boyle og fotograf Anthony Dod Mantle udnytter iPhone-kameraets egenskaber til perfektion, og Boyle og hele hans hold skubber til grænsen for, hvordan digital filmproduktion kan se ud. Det giver filmen en kantet og rå effekt. Det føles tilnærmelsesvist avantgarde.
Men alt den stilistiske pynt og de dertilhørende (skrækindjagende) zombieaction-sekvenser er i virkeligheden blot en sindsoprivende bonus oveni fortællingens kerne. For lige så meget som 28 Years Later er en gyser- og actionfilm, er det også en utroligt rørende coming of age-historie. Hvordan bliver man voksen i en verden, der aldrig har tilladt dig at være barn?
Filmen formår at balancere denne hjerteskærende fortælling med sublim action og suspense. Men det er i høj grad dens mere stille øjeblikke, der vil blive hængende i publikum. Hertil bidrager flere af skuespillerne med fremragende præstationer.
Udover førnævnte Alfie Williams er både Jodie Comer og Aaron Taylor-Johnson fremragende, men i sidste ende er det Ralph Fiennes, der stjæler showet i en rolle, der ikke skal afsløres for meget om her. Blot skal det nævnes, at Fiennes nærmest egenhændigt skaber filmens emotionelle klimaks. Han fremmaner følelser hos publikum alene ved et tonefald og måden, han lægger trykket i sine replikker. Dét er mesterligt.
Til tider bevæger 28 Years Later sig en tand for hurtigt, og visse øjeblikke i tredje akt når ikke helt at bundfælde sig. Det ændrer ikke ved, at man får svært ved at finde en blockbuster denne sommer, der har ligeså meget hjerte og hjerne – samtidig med, at den også leverer spænding for alle pengene.
Kommentarer