[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Komediefortsættelser fungerer aldrig. 2’ere kræver gentagelse, og hvor sjovt er det at høre den samme joke to gange?
Overraskende sjovt, viser det sig. 22 Jump Street kæmper sig igennem de sædvanlige problemer med fortsættelser og tilføjer nogle nye i form af ligegyldige karakterer, en kriminelt forspildt skurk (endda spillet af Peter Stormare!) og en tendens til at gentage jokes én gang for meget.
Alt det taget i betragtning burde filmen være et anstrengende bekendtskab, men instruktørduoen Phil Lord og Christopher Miller gentager den vindertaktik, der for nylig gjorde The Lego Movie så meget mere interessant, end den burde have været: Smid så mange jokes i hovedet på publikum, at i hvert fald nogle af dem går ind.
Genialt genregenbrug
21 Jump Street var den bedste komedie i 2012. Fortsættelsen er mere af det samme, nu med endnu flere pikjokes, selvironiserende metahumor og popkulturreferencer skudt med spredehagl. Hvilket bestemt ikke er dårligt: Ping pong-komikken mellem Channing Tatum og Jonah Hill er lige så skarp som i første omgang, og den dybt ironiske genrehyldest til buddy cop/teen-komedien er stadig uforbeholdent underholdende.
Jenko (Tatum) og Schmidt (Hill) lever det fede panserliv med guldbelagte pistoler og en Lamborghini som patruljebil, men efter en fejlslagen razzia bliver de sendt på en ny undercover-mission – igen som teenagere, igen for at finde bagmændene bag dødbringende stoffer og igen med partnerskabet i farezonen. Og ja: ”Partnerskab” betyder bøssejokes. Mange, mange bøssejokes.
Pastiche, parodi, plagiat
Ikke alt er som sidst, selvfølgelig: Hvor sidste films high school snød vores forventninger ved at lade nørden Schmidt blive del af den seje klike af miljøbevidste semihippier, er det denne gang Jenko, der bliver bedste venner med football-jocken Zook (Wyatt Russell, som snydt ud af næsen på far Kurt). Collegegenrens klicheer lever i bedste velgående, og filmen krydser også ufortrødent actionfilmens faldgruber af med et glimt i øjet.
”Et glimt i øjet” er egentlig en underdrivelse ud i det absurde, når det dækker selvironien i en film, der starter med et referat af ”sidste uges afsnit” og slutter med en teaser for ”43 Jump Street: Mariachi School”. Filmen foregriber kritik ved utrætteligt at gøre grin med sine egne begrænsninger, og langt hen ad vejen er det sjovere, end det burde være.
Filmen knækker dog en smule i tredje akt: Selvom det fortærskede actionplot er gemt under et solidt lag ironisk distance, er det stadig et fortærsket actionplot.
Stormløb på den humoristiske sans
Det betyder nu ikke det store, alt taget i betragtning. Tatum og Hills komiske timing og Lord og Millers flair for visuelle gags gør,, at man dårligt nok har grinet den ene joke til ende, før man har overset den næste. På den måde rammer den både bredt og snævert: Falde-på-pikken-komik kan alle forstå, og for nørderne er der hele to perfekte parodier på hummerscenen i Annie Hall. Og endda en Benny Hill-reference.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
22 Jump Street[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Phil Lord & Christopher Miller[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Ingen komediefortsættelse (Christmas Vacation undtaget) er lige så god som originalen, og den forbandelse bryder 22 Jump Street ikke. Men den prøver sgu ihærdigt, og som double feature fås de ikke meget bedre. Det er syret, det er sejt, det er skarpt, det er sjovt – og det er en af årets bedste komedier.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer