juni 2014

“Filmens største styrke er samspillet mellem hovedrollerne Julia Louis-Dreyfus og James Gandolfini, der begge får det maksimale ud af deres roller.” – Rasmus Stenbæk Iversen

“Det er det menneskelige drama, der er i hovedfokus, og både Cyron Melville som den splittede Nikolaj og Jakob Oftebro som den knækkede Martin leverer overbevisende præstationer.” – Philip Due Bostrup

“Ingen komediefortsættelse (Christmas Vacation undtaget) er lige så god som originalen, og den forbandelse bryder 22 Jump Street ikke. Men den prøver sgu ihærdigt. Det er syret, det er sejt, det er skarpt, det er sjovt – og det er en af årets bedste komedier.” – Niels Jakob Kyhl Jørgensen

De melodramatiske voice-overs, som ledsager de tidslige spring, har formentlig fungeret bedre på tryk end på film, for æstetikken i Reitmans fortolkning synes at lide under den mekaniske fortællestil. – Rasmus Molin Friis

“Når dyrene drømmer blander på fornem vis skrøbelighed og voldsomhed, og den skildrer Marias udvikling visuelt og på karakterplan så stærkt, som det sjældent ses i den gængse teen-horrorfilm. Jonas Arnbys debutfilm er et frisk pust i dansk film, der får nakkehårene til at rejse sig i mere end én forstand.” – Daniel Hartvig Nielsen

” … selv når filmen bliver dyster er der stadig et glimt af håb, eller i det mindste et tragikomisk grin, der venter rundt om hjørnet. Kedeligt er det sjældent, om end det langt fra altid er forståeligt.” – Bjarke Johansen

Lige siden filmens spæde dage har filmskabere benyttet dobbeltgængermotivet til at formidle menneskets indre splittelse. I anledning af premieren på “The Double”, i hvilken Jesse Eisenberg spiller to vidt forskellige versioner af den samme person, dykker Rasmus Iversen ned i dobbeltgængerens historie på det store lærred.

“Spænd sikkerhedsselen og sæt dig godt til rette, for Locke vil tage dig på en medrivende køretur uden overdreven hjulspin, og hvor du hverken løber tør for benzin eller oplever motorproblemer. Selvom Locke er en lille film, så kan den sagtens lege med de store.” – Daniel Hartvig Nielsen

“Følelsen af isolation og identitetsberøvelse er således ikke kun til stede i filmens overordnede plot, men i hvert eneste hjørne af hver eneste bygning og gade i en verden, man ikke helt kan genkende, selvom den på visse planer stadig ligner vores egen.” – Bjarke Johansen