maj 2014

“En optimistisk og ukompliceret ungdomsfilm, der med kække replikker og særdeles humoristiske samtaler, efterlader publikum med et stort smørret smil på læben, og en følelse af for en stund at have genoplevet livet som 13-årig, der trods åndssvage voksne og dumme drenge, jo egentlig var en ganske skæg tid.” – Line Gullander

Hollywoods elite er tidligere bebumsede teenagere – dem, der hellere ville læse tegneserier end verdenslitteratur, og som var mere interesserede i Super8-kameraer end piger. Amanda ser nærmere på fænomenet fanboy auteurs.

“Grace of Monaco er mere end blot historien om en amerikansk drøm, der blev europæisk. Den får aldrig brudt igennem til den glamourøse Grace, men den er en atypisk bio-pic, hvilket for en stund holder den overvældende negativitet for døren.” – Ditte Fiil Ravn

“Selvom X-Men: Days of Future Past er underholdende, er det først og fremmest en ganske alvorlig film, der umiskendeligt vækker associationer til Matrix-trilogien og dens dystopiske syn på fremtiden.” – Mika Dahl Hansen.

“Tilskueren er fastholdt hele vejen igennem i en flot fortalt historie, der bærer præg af sort humor og seksuelle undertoner – en hyldest til fantasien og dens muligheder.” – Emilie Fabricius Hacke

“Der er monsterfilm for alle pengene, hvor der hverken holdes tilbage med CGI-effekter, ødelæggelser eller strygere. Når vinderen er kåret sidder man dog lidt utilfreds tilbage. Filmen får ikke forløst første halvdels familietragedie da actionbraget i sidste halvdel tager overhånd. Til gengæld er det episke opgør mellem de kæmpe monstre det hele værd.” – Amanda Normann Stourup

Bedst som menneskeheden troede sig sikker kommer Godzilla tilbage og vælter højhuse som byggeklodser. Men det er nu ikke fordi han ikke kan lide mennesker – tværtimod, han har bare brug for plads til at beskytte os fra andre monstre. Nogle gange, i hvert fald. Bjarke har været en tur i arkivet for at finde alt, du har brug for at vide om den japanske superøgle.

Med et remake i sigte og utallige rip-offs bag sig er Rosemary’s Baby noget nær et kulturfænomen: En gyser, der løftede genren fra drive-in b-film til Oscarvindende filmkunst, og katapulterede instruktør Roman Polanski fra euro-auteur til Hollywoods magtelite. I år er det 46 år siden, den havde premiere, er en moden alder for en gyserfilm. Har genrens eskalerende chokeffekter gjort os immune over for denne sataniske skrækfortælling, eller er den lige så uhyggelig, som den altid har været? Daniel giver den et eftersyn…

“De overflødige scener opvejes på bedst mulig vis af den improviserede ping-pong, leg med klipning og de super veludførte og visuelt lækre musik- og festsekvenser” – Emilie Fabricius Hacke

“Det er en fryd at se de to franske veteraner så nederdrægtigt frarøve hinanden værdigheden, og Polanski styrer kampen som en rutineret boksedommer” – Niels Jakob Kyhl Jørgensen