Af Mads Korsholm Petersen
Den britiske instruktør Sam Mendes gjorde sig allerede bemærket tidligt i sin karriere, da han vandt en Oscar for bedste instruktør med filmen American Beauty (1999). Mendes’ nye første verdenskrigs film 1917 er i en helt anden boldgade, men er uden tvivl hans bedste film til dato. Måske endda den bedste krigsfilm nogensinde…
Inspireret af beretninger fra Mendes’ egen bedstefar fortæller filmen historien om to britiske soldater, Blake (Dean-Charles Chapman) og Schofield (George MacKay), der får tildelt en umulig mission: De skal levere en besked til oberst MacKenzie (Benedict Cumberbatch) dybt inde i fjendens territorium, som skal forhindre 1.600 mænd, heriblandt Blakes bror, fra at gå direkte i en dødbringende fælde.
På tværs af landskabet, gennem skyttegrave og mellem eksplosioner følger man i én lang sekvens – nærmest uden brug af klip – de to soldaters farefulde rejse gennem ingenmandsland. Et sådant benspænd gør filmen til det ubestridt mest ambitiøse projekt i nyere tid, da det kræver uhyre præcis koordinering og instruering. Bag kameraet står foruden Mendes den 14 gange Oscar-nominerede filmfotograf Roger Deakins, der med 1917 definitivt slår fast, at han er blandt de bedste filmfotografer verden endnu har set. Navnlig scenerne der udspiller sig om natten, hvor en sønderbombet by oplyses med nødblus, er så umanerligt flot orkestreret, at man gentagne gange er nødt til at samle kæben op fra gulvet.
Tempoet i 1917 er ikke langsomt, men føles gennemgående tynget. Fra start til slut føler man frygten i hvert enkelt skridt de to soldater tager, hvorved intensiteten når et hidtil uset niveau, der på mange måder minder om en 1 time og 59 minutter lang udgave af åbningssekvensen fra Saving Private Ryan (1998). Håndværket er i top, og filmen forfalder derfor på intet tidspunkt til et meningsløst eksplosionsmekka.
Modsat andre krigsfilm afholder 1917 sig til en afveksling fra intetsigende nedslagtningssekvenser. Resultatet er en realistisk skildring af to soldaters kamp for overlevelse, der i kraft af Dean-Charles Chapman og George MacKays formidable skuespilpræstationer når ukendte højder. De formår at omfavne deres karakterer, som hverken er superhelte eller elitesoldater, men tværtimod rædselsslagne og hjemves-hungrende teenagere, der hellere end gerne stikker halen mellem benene for at undgå at komme på skudhold med fjendtlige soldater. Chapman og MacKay får for alvor lov at skinne igennem i de mere nedtonede, nærmest poetiske scener. Særligt mødet med nogen kompagnisoldater i en skov skildrer på subtil og øm vis følelsen af afmagt og udmattelse, så det knuger helt inde i hjertet.
Man har konstant lyst til at fryse billedet og spørge sig selv: Gad vide hvordan det er lykkedes dem at lave den kameravinkel og -bevægelse i et onetake? Men 1917 er så meget mere end et filmteknisk vidunder. Den excellerer på samtlige parametre, og vi skal kigge langt efter krigsfilm, der tangerer dens niveau. Mendes’ veludførte krigsfilm kommer med al sandsynlighed til at definere genren mange år frem.
Kommentarer