[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Kristian Bonde Jensen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Kan du huske ørehængere som Pubertær Trekantsdrama, Afskudte Lemmer og Pilou Asbæk som Gedigent Røvhul fra Ole Bornedals historiske DR- dramaserie 1864? Så tag ind og oplev hans greatest hits i begrænset spilleperiode. Køb billet før din nabo!
Sådan kunne en reklame for Ole Bornedals nye og sammenklippede version af Danmarks dyreste drama meget vel lyde. Serien har nemlig fået et gennemgribende make-over for at kunne udstilles på det store lærred. Der er skåret ind til benet i filmversionen, og fokus er lagt på det personlige og nærværende drama, snarere end det udenom-liggende tæppe af nutidige paralleller og historietimer. Som titlen antyder, følger vi altså de to hovedpersoner Laust (Jakob Oftebro) og Peter (Jens Sætter-Larsen) i deres liv fyldt med kampe. Kampe, der starter hjemme på gården, i idylliske, landlige omgivelser: En mark, der skal høstes, en far, der skal begraves, og en pige, der skal deles. Disse bliver dog hurtigt overskygget af truslen mod syd, og der går ikke længe før den egentlige krig bryder ud, og de to brødre må rejse fra gården mod fronten i fædrelandets tjeneste. En rejse, der gør drenge til mænd og mange kvinder til enker.
Krigens rædsler og de voldsomme slagscener er unægtelig flot skildret i Bornedals filmversion af 1864. Skyttegravene er klaustrofobiske, bomberne øredøvende og døden pludselig, ubarmhjertig og overbevisende. Det er derfor et oplagt og fornuftigt valg af instruktøren at lægge fokus på disse sekvenser, da det også klart var dem, der fungerede bedst i TV-udgaven. På trods af en lidt for action-heltet Wilhelm Dinesen (Johannes Lassen) og en alt for super-skurket tysk officer (I ved, ham med det vansirede ansigt og et dødningehoved i kasketten), fungerer selve krigen i 1864 egentlig udmærket. Det er derfor ærgerligt, men forventeligt, at næsten alt andet absolut ikke gør det.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
1864 – Brødre i Krig[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ole Bornedal[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Når man vælger at klippe en hel serie så nådesløst, som det er tilfældet med 1864, opstår der nødvendigvis nogle problemer. Hvordan forklarer man f.eks. Lausts pludselige tilbagevenden fra de døde, når man (umiddelbart fornuftigt nok) beslutter sig for at fyrboder Larssen (Søren Malling) ikke længere kan trylle isklumper væk fra lunger? I filmen er svaret: det lader man bare lige være med. Ligeledes beslutter Inge at rejse mod fronten med en eller anden Sofia, en karakter, der i filmen aldrig bliver introduceret, men som dukker op engang i mellem, når der skal uddeles trøstekram.
Foruden de åbenlyse plotmæssige forkvaklinger, formår filmversionen heller ikke at amputere seriens måske største achilleshæl: det tå-krummende klicheprægede manuskript og de unødvendigt endimensionelle karakterer. ”Jeg er den kloge! Du er bare ham med musklerne!”, udbryder Peter med smil på læben i en scene hvor de to brødre, med solskin for oven, glædeligt drager mod den visse død. Så er det ligesom på plads, hvis man ikke allerede skulle have fanget det igennem filmens kedsommelige kærlighedstrekant. Peter er klog, Laust er lækker, Didrich er et klamt svin, og lærken er altid glad i gode gamle Danmark. Det er filmens eftermæle, og måske kunne overdrivelserne og karikaturerne faktisk have fungeret som en komisk pastiche på det historiske krigsdrama. Grine gør man i hvert fald. Problemet er bare, at Bornedal havde håbet, at man græd og reflekterede over livets store kampe i stedet.
Alt i alt byder Best of 1864 på et par velkomponerede og catchy popnumre, der dog drukner i nøje udvalgte, men desværre gennemgående uoriginale folkeviser. Det er fint forsøgt, men 1864 – Brødre i Krig ender som et opsamlingsalbum uden fodfæste, og minder en om, at en stor del af ørehængerne på tracklisten egentlig ikke var noget at skrive hjem om i første omgang.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer