[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth[/vc_column_text][vc_column_text]Lørdag morgen bød på tre styks afgangsfilm fra den fynske filmuddannelse 18Frames. Fryd og spænding var ligeligt fordelt i menneskemængden, der nød den varme kaffe og forventningens glæde, inden frugten af mange timers hårdt arbejde skulle vises for familie, venner – og nysgerrige fremmede.
Ballet blev åbnet med Nede under overfladen af Lisa Svelmøe – en lille pige bearbejder sorgen over sin fars død igennem et dyk ned i en bizar cirkusverden. Filmen er rig på inspiration fra Lewis Carroll og trækker på mange familiære cirkuselementer, som er ganske forfriskende at se i en dansk kontekst. Hvornår er vi sidst blevet forkælet med antagonistiske spejlbilleder og mildt urovækkende hurlumhejhuse? Desværre haltede skuespillet hos den bærende hovedrolle – og det sænkede desværre det overordnede indtryk af, hvad der ellers var en helt fin film.
Jesper Quistgaards imponerende Ødeland var den næste filmiske svingom. Ødeland åbner med et skud af en post-apokalyptisk dansk by, hvor kirketårnene ligesom samfundsordenen er styrtet sammen. Bilkadavere strør gaden, og sorte røgsøjler stiger til himmels. Effekterne – de praktiske såvel som de computer-genererede – er ganske imponerende: En samling lemlæstede kroppe fremkaldte kommentaren “Jeg skal kaste op” fra rækken bag mig. Om det var filmen, der forårsagede dette ubehag, er ikke til at sige, men at det er en mulighed vidner om materialets råhed. Der var nok en håndfuld, der fortrød, at de havde taget familiens mindste med, for det blev til en barsk og brutal omgang.
Quistgaard og hans team diskede op med en bundsolid thriller om overlevelse, medmenneskelighed og moralske kompromisser. Så hvorfor de lod rulleteksterne akkompagnere af en sang, der lød som en mere rocket og radiovenlig udgave af Sigur Rós, forbliver mig en gåde. Sangen var ganske vist skrevet til filmen, men den skurrede med filmens overordnede udtryk. Kill your darlings, som man siger i branchen. Men det taler i og for sig også ganske nydeligt for filmens kvalitet, at jeg tyer til sangvalget, når jeg vil fremhæve noget negativt.
Sidste skud på stammen var En vred mand. Et lille komisk drama af Jannik Dahl Pedersen, der gik rent ind hos publikum – især hos det ældre segment som grinte godmodigt med størstedelen af filmen. Selv fik jeg da også et gnæg eller to. Filmen lettede i hvert fald trykket efter strabadserne i Ødeland. Den nyligt skilte Lars bearbejder sine problemer med selvhjælpsbånd fra Guru Søren, hvis råd og guidelines bliver mere forrykte og personligt specifikke, som plottet skrider frem.
Af alle filmene var denne klart den mest afdæmpede i sit visuelle udtryk – ingen vilde kulisser eller sfx var at finde her. I stedet var der masser af habile jokes leveret af en håndfuld habile skuespillere. Dog ville noget variation have været på sin plads, da fx den aldrende fars spydige udbrud ikke var lige så sjove den femte gang, de blev ytret.
Jeg var overrasket over formiddagens høje niveau. Man frygter jo altid lidt fortænkte og navlepillende kunstfilm, når man sådan går til visninger med elevfilm. Hvor var det dejligt, at det ikke var tilfældet. Det er første gang, at jeg har stiftet bekendtskab med 18Frames produktioner. Og selvom uddannelsen ikke er så højt profileret som Filmskolen eller Super 16, må jeg nok sige, at der sker spændende ting på Fyn.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer