Af Oskar Stone
Efter knap 20 års krig indledte USA, med Biden-administrationen i spidsen, sammen med sine vestlige allierede en endelig tilbagetrækning fra Afghanistan. I de følgende måneder skete det uundgåelige. Taliban tog magten i alle ydreliggende byer omkring Kabul og bevægede sig med stødt hastighed mod hovedstaden som et varslet stormvejr. I august 2021 kollapsede Kabul foran rullende kameraer og måbende munde. Det er ind i dette kaos af desperate menneskemængder og vestlige regeringers tilbagetog, at filmen placerer sit blik. 13 dage, 13 nætter er baseret på den franske kommandør Mohamed Bidas memoir med samme titel fra 2022. Med hans vidnesbyrd som kompas kastes vi ind i et Kabul på randen af kollaps.
Den franske instruktør Martin Bourboulon lægger de romantiske komedier bag sig for at bevæge sig ind i et mere alvorligt fortælleunivers. 13 dage, 13 nætter følger den belejrede franske ambassades evakuering af både civile afghanere og franske borgere fra Kabul, som var den sidste tilbageværende vestlige ambassade i Afghanistan. Med Mohamed Bida (Roschdy Zem) i spidsen følger vi den nervepirrende færd ud af kaosset. Sammen med en lille kreds af soldater, journalister og lokale tolke navigerer han i et moralsk minefelt, hvor tiden, tilliden og håbet konstant er ved at løbe ud i sandet.
Krigsfilm følger ofte en velkendt opskrift: den klassiske actionhelt med årebelagte biceps og hurtige one-liners, dyre setpieces med flere affyrede skud end ord og en historie, hvis slutning sjældent kommer som en overraskelse. 13 dage, 13 nætter griber det an på en helt anden vis. Filmen benytter sig nemlig af relativt få action-sekvenser. Når volden opstår, er den kort og brutal, ofte krydsklippet med stille, intense momenter, hvor man holder vejret længe nok til at blive rød i hovedet. Det er forfriskende, at spektakulær action ikke er i hovedsædet for en gangs skyld; i stedet er det den etiske og følelsesmæssige byrde, der driver spændingen. Bourboulon undgår krigsfilmens typiske effektsøgen og fokuserer i stedet på den bagvedliggende spænding i ambassadens trange rum, i stilhederne før de svære beslutninger og i de flakkende blikke, der bærer en frygt, man kun møder i krigens verden. Resultatet er en klaustrofobisk thriller, der holder blikket fæstnet mod skærmen.
Virkelighedsskildringen af krigen kan også mærkes i persongalleriet. Vi mærker en skrøbelighed, som sjældent er at finde i actionfilmens typiske repetoire. Roschdy Zem er sublim som Mohamed Bida. Han er sårbar, fyldt med tvivl, men bevidst om det enorme ansvar, der hviler på hans skuldre. Selvom han virker rolig på overfladen, kan man ane vægten af hver beslutning, han må træffe, bag øjnene. Ved hans side spiller Lyna Khoudri, som fransk-afghansk tolk, bindeleddet og det følelsesmæssige anker. Hun bærer mindet om et land på flugt, som giver krigens kaos et ansigt og mere følelsesmæssig tyngde. Også Sidse Babett Knudsen træder ind i fortællingen som krigsjournalist iført sit bedste Ulla Terkelsen-inspirerede tørklæde og påtaget engelsk accent. Hun fungerer nogenlunde, om end lidt unødvendigt som filmens dårlige samvittighed og Vestens kritiske stemme, der insisterer på de spørgsmål, magthaverne helst undviger.
Filmens visuelle udtryk og lyddesign er skarpt afstemt. Det håndholdte kamera bevæger sig tæt mellem karaktererne og forankrer fortællingen i Kabul som et fysisk, klaustrofobisk rum. Lydsiden pulserer og presser tempoet frem, men brydes af pludselige stilheder, hvor frygten får lov at stå alene.
Filmens pacing er overvejende effektiv, men skildringen af de 13 dage er så komprimeret, at forløbet snarere opleves som to mareridtsagtige døgn end knap to uger. Det øger intensiteten, men skaber også narrative brud, der udfordrer fornemmelsen af kontinuitet. Tiden opleves som et konstant alarmberedskab, og filmen bevæger sig til tider på autopilot gennem en velkendt dramaturgisk køreplan. Det forhindrer den i helt at sprænge rammerne, men ikke i at stille skarpe spørgsmål til politisk ansvar og krigens langstrakte eftermæle med Taliban tilbage ved magten.
13 dage, 13 nætter er en kompetent og reflekterende krigsthriller, der følger en velkendt dramaturgisk rute, men bruger den til at rejse ubehagelige spørgsmål snarere end at levere svar. Hvem bærer ansvaret, når systemer kollapser, og hvem lever videre med konsekvenserne? Den atypiske krigsthriller gør eftermælet ubehageligt nærværende.