Af Oskar Stone
Der findes film, der dufter af noget bestemt. Krudt. Kærlighed. Krig. 100 Liter Guld dufter af gær, gammel finsk fyrreskov og af hjemmebryg, der har stået et årti for længe i et halvvarmt køleskab. Den dufter af livslange tømmermænd og dårlige beslutninger. Teemu Nikkis nye tragikomedie tager sit udgangspunkt i hans egen hjemstavn, Sysmä, hvor kærligheden til den traditionelle, stærke finske øl, sahti, næsten er større end livet selv. Brygget på korn, enebær og generationers stædighed er den ikke blot end drik, men en ode/kilde til den finske sjæl. Med sahti som omdrejningspunktet for Finlands Oscar-kandidat bliver vi inviteret indenfor til en skænk af kaos, grin og en snak om alkoholismen.
To midaldrende søstre, Pirrko (Elina Knihtilä) og Taina (Pirjo Lonka), er lokale legender, når det kommer til denne sagnomspundne drik. De kan brygge den som ingen andre i byen Sysmä, og de tøver heller ikke med at vende flaskebunden mod det finske sommervejr, som også danner ramme for filmens handling. Da de to tørstige kvinder lover 100 liter perfekt sahti til deres søsters bryllup, ender de med at blive ofre for (deres) eget produkt og drikker alle 100 liter på en god, gammeldags brandert, der efterlader dem med dårlig mave og samvittighed. I hvad der kunne minde om en halvslatten kopi af The Hangover (2009) med en finsk landsby som bagtæppe, følger filmen søstrene stjæle, slås og i det hele taget kæmpe for stadig at leve op til deres løfte. Alt imens de samtidig kæmper med deres eget forbrug, indre dæmoner og et lokalsamfund, der aldrig helt accepterer dem.
Med en western-inspireret æstetik, sort humor og middelmådige jokes, som måske fungerer bedre på finsk, bliver rejsen et lettere kluntet og overdrevent forsøg på at aktivere lattermusklerne.
Filmens klare højdepunkt er Elina Knihtilä og Pirjo Lonka, som leverer bemærkelsesværdigt stærke præstationer, der giver det oftest overfladiske plot substans og en tiltrængt nuance, i dets vaklende balancegang mellem tunge og lette temaer. Der er noget råt og genkendeligt i deres kropssprog; det slukkede blik bag de slørede, gule øjne og en følelsesladet melankoli, der vidner om en hårdt levet tilværelse med uforløste drømme, som ingen sahti kan kurere.
Instruktørens ambition om dybere skildringer af Anders Thomas Jensen-agtige, karismatiske karakterer, der næsten er for mærkværdige til at være sande, og seriøse temaer som alkoholisme pakket ind i humor, indfries aldrig helt. Temaskiftet kommer abrupt og uden en rigtig narrativ begrundelse, som får det seriøse til at føles indskudt og kunstigt. Den narrative konstruktion ender med at knage under vægten af sine egne temaer, og det er en skam, når forudsætningerne for en dybdegående visualisering af alkoholismen er der.
Visuelt skal filmen have sine roser. Kostumerne er geniale, der både byder på sjove, slidte outfits, der ligner, at de er hevet ud af et muggent klædeskab, og et utal af fede solbriller, der ville fuldende ethvert festivaloutfit. Med en varm og grynet farvepallette, badet i gyldne nuancer, ser virkeligheden ud, som om den er blevet filtreret gennem et par genstande. Den visuelle varme ligger et behageligt filter over en historie, der havde haft godt af lidt mere modstand.
Man får næsten selv lyst til at knappe en håndmad op i den evigt lavthængende sol, men kun en enkel, før idyllen slår sprækker. Og sprækker er der desværre nok af. Alligevel skal filmen have point for forsøget. Den er modig, ujævn og menneskelig, og den melankolske kærlighed til hjembyen, Sysmä, mærkes tydeligt. 100 Liter Guld er ikke nogen perfekt bryg. Den er for stærk nogle steder og for tynd andre. Men den smager af noget, og den efterlader en let summen i kroppen og den stille forsikring om, at man jo altid kan stoppe i morgen.