[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Frederik Rune Kristensen[/vc_column_text][vc_column_text]
Året er 1915. D. W. Griffith har lige haft premiere på, hvad, han selv tror, skal være den mest hyldede film nogensinde: Birth of a Nation. Men Griffith bliver ikke hyldet for sin tre-timer lange fortælling om den amerikanske borgerkrig og tiden derefter. Filmen bliver anklaget for racisme, censureret eller slet ikke vist i flere byer. Griffith, som selv er opvokset med de værdier, som portrætteres i Birth of a Nation, er lamslået. Han ser ikke selv racismen, som prominent er til stede i fortællingen. Selvom Birth bliver en stor succes ved billetlugerne, er Griffith bestyrtet og forarget over anklagerne imod filmen. Så han beslutter sig for, at han vil lave en film, som en gang for alle skal lukke munden på anklagerne om racisme og intolerance. En film, som skulle være så storslået, at den ville overskygge alle tidligere værker i den 20 år gamle filmhistorie.
Filmhistorie på tre timer
Den film var Intolerance. En tre timer lang episk fortælling om intolerancens greb om menneskeheden gennem historien. Filmen var i sin tid banebrydende ikke blot med sin længde, men især fordi den indeholdt fire separate historier; en oldtidsfabel om civilisationen Babylons fald, den klassiske historie om Jesu korsfæstelse, massakren i Frankrig kendt som Bartholomeusnatten, og en historie Griffith selv havde kreeret, som var sat i 1916. De fire historier bliver der krydsklippet imellem gennem hele filmen. En monumental fortællermæssig bedrift for en mand, der få år tidligere lavede korte film, hvor selv simple spring i tid og rum virkede nyskabende.
De fire historier omhandler alle, hvordan intolerancen korrumperer menneskeheden gennem historien. Og på trods af at alle fire historier er relativt simple, skal man holde tungen lige i munden for at kunne følge med, specielt da meget få af karaktererne er navngivne. Det ikke-lineære plot og de konstante spring i tid og rum imponerer selv i dag. Det krydres med forskellige citater i mellemteksterne fra bl.a. Bibelen. Filmen inspirerede også prominente filmfolk såsom Carl T.H. Dreyer, der med sin Blade fra Satans bog (1921) prøvede at rekreere en film med fire forskellige handlingsforløb. Og en film som Cloud Atlas (2012) har nok en del at takke Griffith for. Filmen blev benyttet i undervisningen på de kommunistiske filmskoler, hvor fx Eisenstein studerede, og var afgørende for udviklingen af montagebevægelsen, som opstod i Rusland i 1920’erne.
Historierne om Jesu korsfæstelse, Bartholomeusnatten og nutidshistorien er desuden meget ambitiøse; de indeholder et hav af statister, og de tre historier ville sådan set kunne bære en film selv. Men det er ikke på grund af dem, at Intolerance står som en milepæl i dag.
Et fantastisk kranskud igennem fortidsimperiet Babylon imponerer selv i dag.
Et fortidsimperium genskabt på film
Det, der gør Intolerance helt unik i filmhistorien, er derimod scenerne fra Babylon. Griffith havde eftersigende set Giovanni Patrones mesterstykke Cabiria (1914) og var blevet blæst helt væk af det kolossale spektakel. Han svor, at han ville skabe en større film. Om han overgik Pastrones Moloch-tempel i storhed er svært at vurdere, men man kan ikke klandre Griffith for ikke at gøre et godt forsøg.
Babylon-sekvenserne er selv i dag, 100 år efter, betagende at se på. I det legendariske kranskud gennem Babylons gader bjergtages man af de over 200 udklædte statister, som flankeres af de enorme elefantstatuer, som rækker mindst 10 meter op i luften. Scenerne fra Babylon skulle angiveligt have slugt en tredjedel af filmens budget. Det kan ses! Det er som at kigge ind i et spejl af fortiden. En civilisation der blev knækket af tidens tand, men som Griffith, og en lang andre række talentfulde folk såsom Erich Von Stroheim, til dels kunne genskabe mere en 2000 år efter.
De fire historier bliver kædet sammen via billedet af moderen med sit barn i krybben.
I intolerancens højborg
De fire historier bærer som sagt det samme tema og det samme budskab. Kampen mod intolerancen og ondskaben som en bærende del af menneskets historie. Og selvom budskabet ikke bliver leveret særlig subtilt, er det dog en film, der er relevant selv i dag. Intolerancen lever som bekendt stadigvæk i bedste velgående, i øjeblikket udstillet i en vis republikansk, nyligt udnævnt præsident. Det amerikanske biografpublikum flokkedes heller ikke ind for at se Intolerance, som de havde gjort med Birth of a Nation. Filmen blev en decideret økonomisk fiasko og kastede Griffith ud i en nedadgående spiral, som skulle forfølge ham resten af hans karriere.
Det er på mange måder både sigende og trist, at filmen, som indeholder store mængder racisme og vold imod minoriteter, endte med at blive en større succes end en film, som prædiker tolerance og fred. Og det er decideret trist, at en filmpioner som Griffith nok vil blive husket for billederne af de spøgelsesagtige klanmedlemmer i stedet for de majestætiske billeder af Babylons gader.
Her 100 år efter premieren står det klart, at Griffith nok ikke opnåede sit forventede mål med at fjerne kritikken af ham som værende en racistisk mand. Men alligevel må man sige, at Griffith formåede at lave et nedslag i filmhistorien: Intolerance bliver af visse filmforskere betragtet som den bedste film fra stumfilmsperioden.
I hvert fald er filmen værd at se blot på grund af Babylon-scenerne, og undertegnede var interesseret i alle fire historier igennem de 3 timer. Og det må siges at være en bedrift for en 100 år gammel film, når mange nutidige Hollywoodfilm har svært ved at fastholde ens opmærksomhed i halvanden time.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer