[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil Ravn[/vc_column_text][vc_column_text]Det kan på mange måder være chokerende at erfare, at The Breakfast Club (1985) i år er fyldt 30 år. Ganske vist er 80’erne en forgangen æra, men historiens relevans på tværs af tid og sted føles så evigt nærværende. Især i de ubegribeligt hårde og hysteriske år vi kalder ungdommen.
John Hughes stod bag denne og flere af 80’ernes store ungdomsfilm som, på trods af benvarmere og synthesizers, stadig har værdi i en verden med iPods og Facebook. Især for en teenagepige, der hungrer efter forståelse og svar. Denne artikel er en hyldest til Hughes og en teenagers bekendelser: 10 ting John Hughes lærte mig.
1. “Life moves pretty fast”
Ferris Bueller’s Day Off (1986) er en hymne til ungdommens muligheder og en øjenåbner for dens forgængelighed. Hughes’ løsslupne film viser denne svært velkomne sandhed gennem den livssultne Ferris (Matthew Broderick) og den livsmætte Cameron (Alan Ruck), der sammen drager ud på en pjækkedag af dimensioner. Ferris’ nutids-fornemmelse og skruppelløse gåpåmod bliver en øjenåbner for Cameron og for seeren. Det er carpe diem i dets klareste udtryk, og det er en erkendelse af ungdommens kvalitet.
2. Lys pink er den perfekte farve til årsballet
Skuespilleren Molly Ringwald er fast inventar i Hughes’ film. Både i Sixteen Candles (1984) og Pretty in Pink (1986) indtager hun hovedrollen og spiller den underkuede, upopulære pige, der drømmer om skolens populære dreng og må stå til mål for de pinligste episoder. Alt dette finder oftest sted i et slør af en skrøbelig pink pastel, der sammen med andre af filmenes uigennemskuelige stileskapader danner rammerne om en skrøbelig sjæl i et farvefyldt årti. For 80’erne er, om man vil det eller ej, en stemning, et sted og en tilstand, der gennemsyrer Hughes’ filmiske udtryk. Men det slører aldrig historiens og karakterernes betydning. Se det i stedet som et mausoleum af en uddød tøjstil.
3. Vi ser forskellige ud, men vi er ens
Apropos Molly Ringwalds flair for det underkuede laver hun en kovending i The Breakfast Club, hvor hun træder i karakter som den snobbede popularitetsmagnet. I selskab med en nørd, en freak, en sportsfanatiker og en ”basket case” erfarer hun og de andre det blødsødne, men stærke budskab om, at alle i deres ungdom i bund og grund er i samme båd. Vi er tættere på hinanden end vores egen familie, og den indsigt gør det hele mere overbærende. Så ved vi da, at der er nogle, der forstår, hvorfor det er så irriterende ikke at have råd til den læderjakke.
4. Nørderne er de sødeste
Det er også den fintfølende portrættering af alle ”samfundslagene” i et high school miljø, der gør Hughes’ film så engagerende. Anthony Michael Hall er Hughes’ anden faste stamgæst, og sammen skaber de både i Sixteen Candles og Breakfast Club en gennemført komisk, men samtidigt sart og troværdig nørd, der viser gyldigheden af denne stereotyps væren, mens den nedbryder den. Kroneksemplet er Duckie (Jon Cryer) i Pretty in Pink, der i sin håbløse forelskelse fremstår både som verdens største klovn og verdens bedste ven. Hvis nogle åbnede øjnene for idéen om den lidt kiksede, søde nørd, så er det John Hughes.
5. 80’er pop er det bedste til følelser
60’er musik kan en del. Duckie og Ferris får mimet til Roy Orbison og Frankie Valli, hvor de får drysset 80’er krymmel og musical-stemning over solide 60’er hits. Men dét faktum, at ”Don’t You Forget About Me” i dag er en klassiker og ”True” med Spandau Ballet en velkendt kinddansmelodi, burde tale for sig selv. Kort sagt: Når en 80’er pop-sang med en lidende sanger og ”ah-ah-ah” kor bliver placeret det rigtige sted, så er det Hughes, der kæler for og taler til sin seer. Hvis du er i tvivl om effekten, så vend endelig blikket mod slutscenen i Pretty in Pink. Ah ah ah.
6. Skæl ligner sne
Måske ikke den mest nyttige erfaring, men potentielt en god selskabsleg. Hughes’ er ikke bare en hulkende oversensitiv herre. Hans fornemmelse for humor og teenage jargon skaber, blandt andet i Sixteen Candles, flere underfundige og komiske øjeblikke, som vel og mærke kan siges at have inspireret film som 10 Things I Hate About You. Som da den kinesiske udvekslingsstudent møder USA’s barske realiteter, eller fremvisningen af en piges trusser på toilettet bliver et tilløbsstykke.
7. Voksne forstår absolut ingenting
Det vidste man godt i forvejen som teenager, men det var nu rart at få det bekræftet. De voksne i Hughes’ film er oftest naive, på kanten til uintelligente og yderst blinde for situationens alvor. Forældrene glemmer fødselsdagen i Sixteen Candles, de tror på Ferris skalkeskjul i Ferris Bueller’s Day Off, og i Breakfast Club er de magtudøvende, uforstående idioter. Tak Hughes, det var lige det, man havde brug for at få at vide. Men fars pige er også et velkendt begreb, som Harry Dean Stanton i Pretty in Pink. Farmand er den eneste der forstår, mener Hughes nu alligevel.
8. Teenage problemer er reelle problemer
Ja! Lige præcis! Det er ikke bare irriterende, da Samanthas bedsteforældre skal bo på hendes værelse i Sixteen Candles; det er en katastrofe! Hvis man er i tvivl om dette, vil Hughes’ kommenterende og ironiske brug af lydeffekter bekræfte dette. For det er de problemer, forældrene er mest ligeglade med, som er de vigtigste. Men også dem, som forældrene selv presser dem til at have som i Breakfast Club, hvor kampen med skyldfølelse og stræben rammer de unge hårdest.
9. Drømmefyren skal nok finde mig
Enhver teenagepige drømmer om, at skolens mest populære fyr erklærer sin kærlighed og kysser hende i regnen eller kysser hende i mørket kun oplyst af den fødselsdagskage, der er imellem dem. Det er vist sjældent, at det sker i virkeligheden, men hos Hughes’ bliver drømme til virkelighed. Han giver den lykkelige slutning og lader seeren svælge i den. Forhåbninger og tanker om fremtiden fylder den lille teenagers sind og Hughes’ film lader drømmen leve lykkeligt til dens dages ende.
10. De unge år er sårbare, følelseslade og den bedste tid i livet
John Hughes’ altoverskyggende force i hans ungdomsfilm var evnen til at skildre ungdommen med så stor indsigt, indlevelse og forståelse. Denne tid er skam svær, men den er også unik og uigenkaldelig. Filmenes nærvær og fantasi har gjort dem til fast inventar på denne eks-teenagers dvd-hylde siden hun var 12-13 år, og hun kan kun takke John Hughes for at have bidraget til denne teenagers overlevelse og vedligeholdelse af sin sindstilstand.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer