Af Louis Raaschou
Bertrand Bonello har i de senere år etableret sig som en opsigtsvækkende skikkelse på den franske filmscene, der blander samfundspolitiske og historiske emner med særprægede kunstneriske udfoldelser. Kombinationen af historisk bevidsthed, coming-of-age-fortælling og kunstnerisk virkelyst er netop det, Bonellos nyeste film, Zombi Child, er gjort af.
Zombi Child præsenterer den haitianske mand Clairvius Narcisse (Mackenson Bijou), som i 1962 falder død om på gaden under den caribiske sol – eller det tror hans nærmeste i hvert fald, da de straks begraver ham. Han er imidlertid blot gjort skindød af sort magi og ’genopstår’ efter sin begravelse som tankeløs og paralyseret slave-zombi.
Sideløbende med dette introduceres den nutidige historie om teenagepigerne Mélissa (Wislanda Louimat) og Fanny (Louise Labèque), der for nyligt har mødt hinanden på en pigeskole i Paris. De to deltager i tophemmeligt søsterskab, og her beretter Mélissa om sin families spirituelle fortid på Haiti, hvilket giver den dagdrømmende Fanny håb om endelig at forenes med sin drømmefyr.
Zombi Child kommer ikke helt i mål med for alvor at gøre de to handlingstråde interessante og tiltrækkende. De to pigers fortællinger om kulturelle forskelligheder, afsavn og søgen efter tilhør og kærlighed hører sammen, men adskiller sig alligevel markant fra hinanden. Sideløbende afvikles handlingen om Clairvius’ rejse mellem liv og død og hans tilværelse som zombi-slave. Det bliver for stor en udfordring for Bonello at gøre tre forskellige karakterers fortællinger interessante nok til, at man virkelig ser frem til det klimatiske samlepunkt. Særligt synes slavefortællingen ofte primært berettiget via dens æstetiske veludførelse, imens pointen om den sorte magis urkraft, kolonitiden og en åndelig, historisk sammenhæng mangler kompleksitet, og derfor fremstår overekspliciteret.
Den nutidige coming-of-age-fortælling har som sådan et fint potentiale, og de unge skuespillere bag Mélissa og Fanny leverer begge nærværende og levende præstationer. Desværre mangler karaktererne og deres handlinger slagkraft, og de holdes tilbage af den repetitive tilbagevenden til Clairvius’ handlingstråd. Det hele fører til et uforløsende, antiklimatisk møde imellem fortid og nutid, hvor det står klart, at der et brugt for lang tid på at introducere karaktererne, og for kort tid på at udvikle og udforske menneskerne bag dem.
Netop de to handlingstrådes forening, der har voodoo og sort magi som centrum, bliver afviklet underligt hurtigt, og det drama og gys, man havde regnet med, udebliver. Voodoo-fortællingen bruges slet ikke aktivt nok i skabelsen af uhygge og spænding, og det bliver meget pletvist, at dramatiske effekter og et intenst lydbillede virkelig lykkes med at gøre Zombi Child uhyggelig.
Der er dog steder i Zombi Child, hvor Bonello åbenbarer sit kunstneriske potentiale og viser sin kompromisløse stil frem. Dette både igennem det dystre, drømmende og foruroligende soundtrack, som han selv har komponeret, og de ominøst dvælende billeder af de måneskinsilluminerede sukkerplantager på Haiti og den parisiske pigeskoles mørklagte korridorer.
Netop scenerne på Haiti er bemærkelsesværdige for den roligt observerende og nysgerrige stil, der præger kameraets finurlige bevægelser omkring Clairvius. De kunstneriske udfoldelser begrænses dog gentagne gange af, at de forskellige handlingstråde skal uddybes yderligere og skubbes frem.
Zombi Child behandler en række interessante og relevante emner og viser flere steder Bertrand Bonellos distinkte stil og kunstneriske ambitionsniveau frem, men forsøget på at fortælle og sammenknytte flere historier sker uden den nødvendige præcision og kommer derfor til at spænde ben for den veludførte æstetik og det fine skuespil.
Kommentarer