THE YOUNG POPE – sæson 1: Sorrentinos uransagelie veje

Af Niels Kristian Bonde Jensen

”Mystery will be at the center of my church!”, vrisser den unge pave Pius XIII (Jude Law) til sin læremester og “åndelige fader”, kardinal Spencer (James Cromwell). Paven er placeret midt i billedet, foran en stor reol med bøger. Han er en lærd mand, men han har ikke tænkt sig at lede efter bogen. For gud leder ikke efter bogen. Han holder sig i skyggerne, mens han dristigt dikterer hvad der bliver skrevet.

Mysteriet er et centralt tema i den italienske instruktør Paolo Sorrentinos (The Great Beauty, Youth) serie, The Young Pope, der følger den nyvalgte Pius´ virke som dæmonisk helgen, barnagtig faderskikkelse og ikke mindst, leder for den katolske kirke. En serie, der på bedste Sorrentinosk facon blander bombastiske billedkompositioner med subtil satire – popkultur med himmelskuende symbolik. I min anmeldelse af seriens første afsnit, så jeg denne tematisering af modsætninger og mysterier som et tegn på, at kunstfilmens karakteristika for alvor har gjort sit indtog i TV-seriens guldalder. Og selvom dette umiddelbart lyder interessant og nyskabende (hvilket det egentlig også er), pegede jeg også på, at netop seriens konstante kontrasteringer umuliggjorde indlevelse og interesse i karaktererne og deres udvikling. Et forhold, der heldigvis blødes op i løbet af seriens første sæson, om end et par afsnit for sent.

Det virker nemlig som om, at The Young Pope begynder at finde sig selv, cirka halvvejs i sæsonen, ikke ulig seriens hovedperson. Introsekvensen begynder at blive gennemgående, hvor den de første par afsnit var skiftende, og Sorrentino og co. begynder endda at arbejde med kontinuerlige, sammenhængende plottråde, der alle giver vægt og håndfasthed til seriens mere abstrakte og lyriske elementer. Især pavens (den ultimative faderfigur) jagt på sin forsvundne barndom, og de forældre, der forlod ham foran klostrets porte, bidrager med tiltrængt tyngde og sympati, for den unge pave, der i seriens første afsnit fremstår gennemgående ondsindet, udspekuleret og urørlig.

ANMELDELSE AF:
The Young Pope (hele første sæson)

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Paolo Sorrentino

LAND:
Italien, Frankrig, Spanien, UK & USA

Samtidig udviser serien et stort mod, ved at prikke til nogle af den katolske kirkes mest betændte standpunkter. Kirkens forhold til homoseksualitet, korruption og pædofili bliver alle vendt og drejet, uden at det føles belærende eller moraliserende. Pius er nemlig selv hensynsløs og gammeldags, når det kommer til hans hengivenhed til gud, og vi ser mange af kirkens dårligdomme gennem hans øjne. Det er dog også gennem ham, at vi ser passionen, fællesskabet, og i seriens bedste øjeblikke, den store skønhed.

The Young Pope er en udfordrende og mangelaget oplevelse. I hjertet af seriens første sæson, findes et kringlet og nuanceret karakterstudie, der leveres overordentligt overbevisende af en veloplagt, allestedsnærværende og manipulerende Jude Law. Et studie, der desværre først for alvor bliver interessant i sæsonens sidste halvdel, og efterlader enkelte afsnit (særligt afsnit 4) som langsommelige og målløse meditationer over magt og religiøsitet. Når serien er bedst, leverer den dog både spydig samfundskritik, billedlig skønhed og poetisk ransagelse af forholdet mellem fædre og sønner, mellem ungdom og alderdom, mellem mennesket og det guddommelige.

Kommentarer