The Young Pope: Når kunsten rykker ind på teenageværelset

Af Niels Kristian Bonde Jensen

(Følgende iagttagelser og vurderinger er kun baseret på 1. afsnit af serien The Young Pope)

 

Skam, synder og misbrug lurer bag guldhvælvingerne i Vatikanet. Alle tre lyser som solstråler fra en skyfri himmel ud af den nyvalgte pave, Pius XIII´s (Jude Law) øjne. Som den katolske kirkes svar på Frank Underwood, styrer han slagets gang i guds eget hus, med nådesløs, manipulerende og tilkysset hånd. Hans diæt består af smøger, sort kaffe og diet cherry coke, og han kan fremmane lyset og få det til at bade den brølende flok på pladsen foran Peterskirken. Eller kan han? Om natten vågner han nemlig fra sine drømme, badet i sved, og i dagdrømmene dukker minder fra fortiden op, og truer med at vælte korthuset. Måske er han ikke mere gud end menneske?

 

Modsætninger spiller en stor rolle i den nye TV-serie, The Young Pope, skabt af den italienske filminstruktør Paolo Sorrentino (La Grande Bellezza, Youth). Fra åbningsbilledet af den voksne Pius, også kendt under døbenavnet Lenny Belardo, der bliver ”født” ud af en bunke sovende spædbørn, til de elektroniske toner, der gennemborer sangen fra et kirkekor i seriens titelsekvens. Tvetydigheden er allestedsnærværende og symbolikken er til at tage og føle på. Med andre ord markerer The Young Pope endnu et nybrud i det nye årtusindes TV-serie renæssance: Kunstfilmen er for alvor rykket fra lærredet til streamingtjenesterne.

Det er selvfølgelig ikke første gang at en stor, internationalt anerkendt filminstruktør vender blikket mod den lille skærm. Mange ser stadig David Lynch´s Twin Peaks (1990-1991), som en milepæl, der ændrede TV-seriens status, og herhjemme indsprøjtede Lars von Trier gyserelementer, kulsort komik og dogme-æstetik, i DR-dramaseriens DNA med Riget (1994-1997). Også siden Netflix-revolutionen har giganter som David Fincher og Martin Scorsese haft fingre med i store on-demand produktioner (House of Cards, Vinyl), om end ikke med lige så distinkte og liberale aftryk som 90’ernes absurdistiske auteurs. Det er her, at The Young Pope alligevel føles som et nyt skridt. Måske snarere en sammensmeltning. Serien emmer nemlig af Sorrentino, og derved også af moderne europæisk kunstfilm, men samtidig kan den ses hvor som helst, når som helst, via et abonnement på C More. Selvom Breaking Bad (2008-2013), Game of Thrones (2011-) og des lige, for længst har bevist, at man sagtens kan appellere til det brede, sensationshungrende internetpublikum, samtidig med at man leverer velskrevet dialog og interessante karakterer, var det dog stadig de klassiske Hollywoodske karakterbuer, vendepunkter og treaktsstrukturer, der her var gældende. Ikke at der er noget som helst galt i det. Faktisk er det her, at The Young Pope til dels kommer til kort.

ANMELDELSE AF:
The Young Pope (Serie)

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016-

INSTRUKTØR:

Paolo Sorrentino

LAND:
USA, Italien, Frankrig, Spanien, Storbritannien

Modsat åbningsafsnittene af flere førnævnte serier, kommer man nemlig ikke ind under huden på Pius i løbet af seriens første 55 minutter. Hvad er målet? Han er jo allerede blevet valgt som pave. Hvad er baggrunden? Der er noget med en nonne (Dianne Keaton), der tog over fra fraværende forældre. Hvor er konflikten? Det virker ikke rigtig til at der er nogle, der har lyst eller evner til at udfordre magtpositionen. Billederne er dog, typisk for Sorrentino, enormt velkomponerede og spækkede med symbolske betydninger. Serien formår at kommunikere tanker om gudedyrkelse i den teknologiske tidsalder, den vestlige kulturs dominans, og ikke mindst ungdommens magt over alderdommen (et gennemgående tema i Sorrentinos værker), på fin, poetisk og tankevækkende vis. For at kunne fungere som langstrakt, seriel fortælling, er jeg dog bange for, at der simpelthen mangler noget indlevelse.

 

Ret skal være ret. Denne anmeldelse er kun baseret på første afsnit, og alt kan selvfølgelig nå at ske endnu, men som introducerende anslag vækkes tørsten efter mere ikke i samme grad som i de bedste serier, hvor styrken blandt andet ligger i lysten til at følge med i udviklingen af karaktererne, også på trods af deres ofte skadelige opførsel og forskruede værdier. Antiheltene fungerer, fordi vi bliver overraskede over hvor meget vi kan spejle os i, og sympatisere med dem.

 

Kunstfilmen kendetegnes ved at tematisere tvetydighed og modstridende elementer. Her fungerer karaktererne også ofte som agenter for denne tematik, snarere end egentlige personer, og dette er også tilfældet i Paolo Sorrentinos The Young Pope, hvor Pius agerer og snakker i modsætninger. ”I am a contradiction, like god”, siger den unge pave, med det kolde blik rettet mod kameraet. Der er ingen tvivl om at ideerne er ambitiøse og temaerne er tunge, og muligvis kommer serien til at rykke grænserne for hvad mediet skal kunne. Spørgsmålet er bare om vi gider at binge 10 x 55 minutter i selskab med en utydelig fremmed, eller om vi i stedet ender med at sætte os tilbage i sofaen med vores venner, hvor vi kan være fælles om skam, skønhed og alt mellem himmel og jord?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *