YOU WERE NEVER REALLY HERE:
Joaquin Phoenix leverer en sand tour de force som dyster anti-helt

Skildringen af den forpinte selvtægtsmand og hans koldblodige jagt efter enten meningsløs vold eller retfærdighed er efterhånden gået hen og blevet en tidløs fortælling på det store lærred. Dystre billeder af det amoralske virvar i verdens storbyer, hvor kriminaliteten kaster sine mørke skygger over de sidste spor af medmenneskelighed og empati. Denne mørkladne tematik blev mesterligt demonstreret i Scorseses Taxi Driver (1976), og nyere filmværker har genoptaget historien om manden i midten af det senmoderne samfunds forfald, som set i action thrilleren The Equalizer (2014) og ikke mindst Safdie brødrenes anmelderroste Good Time (2017).

Cannes-vinderen You Were Never Really Here er blot instruktøren Lynne Ramsays fjerde spillefilm, men der er hverken mangel på mod, legesyge eller fandenivoldskhed at finde hos Ramsay og Joaquin Phoenix i dette mesterværk af en psykologisk thriller.

For mest af alt er filmen et portræt af hovedkarakteren Joe og hans nedadgående voldsspiral i byens natteliv. Med en jobbeskrivelse, som blander titlerne lejemorder og frelser, indtræder et utrolig interessant anti-helteaspekt, fordi de lange nætter og hårde øretæver tjener et højere formål. Joe redder nemlig unge piger, der bliver kidnappet, seksuelt udnyttet og opslugt af byens kriminelle undergrund—og han tager de beskidte metoder i brug, som politiet normalt ikke ville gøre (hvilket ofte inkluderer købet af en hammer). En nat går tingene dog ikke helt som planlagt for vores plagede selvtægtsmand, og verden viser sig at være langt mere kynisk og fordærvet, end Joes sind kan klare.

Men i stedet for at lade fortællingen bære filmen frem, bliver den larmende og excentriske skildring af Joes indre dæmoner omdrejningspunktet for hans historie. Heri går Joaquin Phoenixs eminente præstation og filmens billedside op i en højere enhed med klaustrofobiskabende nærbilleder, medrivende brug af lys (især en højst bizar, men fantastisk saunascene i blåt neonlys) og en flair for detaljer samt brud med filmformater. Som første halvdel af indbruddet på et bordel med mindreårige piger, der bliver vist gennem bygningens uklare overvågningskameraer.

Resultatet bliver, at vi som publikum aldrig får en større forståelse for hvad, hvem og hvorfor. Men det er netop denne skabelse af paranoia og nysgerrighed, som filmen mestrer så eminent. Vi ved aldrig, hvad vi kan regne med, der vil ske, hvem vi møder eller hvorfor vores hovedkarakter agerer, som han gør. Vi er lige så meget i vildrede, som Joe selv er og ser storbyens mørke sider gennem hans øjne.

Gennem en række korte flashbacks i de øjeblikke, hvor han er tættest på sammenbruddets rand, får vi hints af den fortid, som har gjort Joe til den karakter, han er. Men de forbliver blot kortvarige frekvenser. Filmen frarøver os evnen til at se det større billede og hovedkarakterens motiv er derfor en konstant gåde. Vi kommer aldrig helt ind under huden på Joe, men det gør ikke desto mindre den psykologiske skildring af en knækket mands færden i storbyens slum endnu bedre.

Dertil leverer Joaquin Phoenix en så stærk og hudløs skuespilspræstation, at man næsten ikke genkender ham. Han er født til rollen som den fortabte Joe og gengiver perfekt hovedkarakterens indre splittelse, som både udløser voldelige eskapader, gråd og selvmordstanker. Phoenix er eminent hele vejen igennem.

Tilsat Johnny Greenwoods (guitarist i Radiohead) fantastiske og frygtløse soundtrack, som med sine syrede electrolyde perfekt understøtter filmen og Joes univers, har Lynne Ramsay skabt en intet mindre end intens, voldsom, blodig og utrolig smuk filmoplevelse, som er værdig til at stå på linje med Scorsese og Safdie brødrene.

Kommentarer