X+Y: Når hovedkarakteren mangler karakter

Af Rikke Bjørnholt Fink

X+Y‘s omdrejningspunkt er den unge, autistiske og meget ensomme Nathan (Asa Butterfield). Hans far døde i en bilulykke, da Nathan var helt lille, og hans mor har svært ved at forstå, hvorfor Nathan altid vil have, at antallet af dybstegte rejer fra den lokale kinagrill skal udgøre et primtal. Til gengæld har Nathans matematikprofessor, mr. Humphrys, som en slags erstatningsfar, hjulpet ham med at udvikle sine evner inden for matematikken, der er blevet Nathans største interesse.

Da han endelig kvalificerer sig til et udtagelseshold for unge til den internationale matematikolympiade, møder han for første gang ligesindede og indser, at han måske ikke behøver at være alene i verden.

Nathan er en af den slags hovedkarakterer, der i sig selv ikke er i stand til at skabe fremdrift i narrativet. Alt, hvad der sker ham, er andres fortjeneste. Vi skal en time ind i filmen, før han første gang overvinder sig selv og folder sig en lille smule ud.

Imidlertid er fornøjelsen kort, og straks er han tilbage i sin vanlige apati. Derfor er det lidt uklart, hvorfor både de seje drenge og alle piger i matematikverdenen åbenbart synes, at han er spændende, eftersom han aldrig siger noget. Historien om en meget indadvendt dreng, der møder en verden, hvor hans talent og måde at være på har værdi, er bestemt rørende, men Nathans karakterudvikling er simpelthen for tung i røven.

ANMELDELSE AF:
X+Y

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Morgan Mathews

LAND:
UK

Der er indtil flere interessante personligheder i X+Y, men der bliver aldrig rigtig plads til dem mellem billeder af Asa Butterfields nervøse ansigt. Jeg ville næsten hellere have set en film om Nathans skleroseramte matematikmentor, hvis fremskredne sygdom får ham til at spørge sig selv, om han overhovedet kan tillade sig at indlede et romantisk forhold.

Jeg ville også gerne have set mere til den misforståede Luke, der mobbes af de andre vidunderbørn på matematiklejren. Disse to karakterer og Nathans mor, Julie (Sally Hawkins) får historien til at virke rent følelsesmæssigt.

Det er lidt svært at finde ud af, hvad filmen gerne vil bruge sin matematikdel til. Det er altid lidt ærgerligt med film, hvis omdrejningspunkt er en niche, der nægter at forklare publikum attraktionen. Vi får kun præsenteret selve det at konkurrere, som decideret vigtigt for Nathan og i sidste ende, er det ikke så relevant alligevel.

Hen mod filmens slutning forsøger Nathan ved hjælp af matematik at forstå sine egne følelser for en af sine medkombattanter. Og idiotisk simple analogier skaber i en pinlig scene endelig forståelse mellem Nathan og moren – á la når man mister nogen, man elsker, føles det som at få subtraheret en mængde fra sig selv osv. Apropos klichéer, kan man kun blive lidt syg af at høre en pige sige til Nathan, at han er som en skildpadde: i sin skal.

På mange måder ender filmen der. Et sted på halvvejen. Den bruger matematik til at gøre Nathans følelsesliv forståeligt, men ikke overbevisende. Den har to romantiske subplots, men kun det ene er virkelig interessant. Den er pænt filmet, men ikke decideret flot. Den har et lækkert indie-score, men det får aldrig forløst nogle følelser. Den er alt i alt lidt lunken og tre stjerner har sjældent været mere fortjent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *