XAVIER DOLAN: Den eksperimenterende altmuligmand

Af Joachim Morre 

Ung, produktiv, kontroversiel, selvbevidst, flot, talentfuld, nyskabende. 26 årige  Xavier Dolan er en af de mænd, der kan give os andre dårlig samvittighed over, hvad vi når i løbet af ugens syv dage. I skrivende stund er den unge instruktør således i gang med sin sjette(!) spillefilm på seks år. Det fransk-canadiske vidunderbarn instruerer, skriver, producerer, klipper og designer selv kostumer til sine film. Og ja, så spiller han også hovedrollen i flere af dem.

Hans seneste film Mommy rammer nu som den første Dolan-film de danske biografer, og er man til filmiske eksperimenter, flotte billeder og populærmusik skal der lyde en stærk opfordring herfra. Dolan er en af sin generations mest interessante og modige instruktører, og et navn som vi uden tvivl kommer til at se meget mere til.

Dolans film er som oftest præget af autobiografiske elementer i en så udpræget grad, at hans kritikere kalder filmene narcissistiske. Med hans seneste tre film udforskes identitet, seksualitet og ungdommelig nerve i og omkring det montrealske hipster-queer miljø. Med Mommy søger Dolan tematisk tilbage til sin debutfilm, I Killed My Mother (2009).

 

De tidlige år

Dolans filmkarriere startede tidligt. Som børneskuespiller optrådte han i både film, tv-serier og reklamer og har derudover arbejdet som dubber, hvor han blandt andet har lagt stemme til de canadiske versioner af Ron Weasley i Harry Potter og Stan i South Park. De penge, Dolan tjente som børneskuespiller, hjalp ham med at finansiere hans egne kreative projekter.

En 19-årig Dolan slog i 2009 igennem som instruktør med den semi-autobiografiske I Killed My Mother. Filmen er et portræt af Dolans eget hårdprøvede forhold til hans mor. I Killed My Mother blev en stor succes på Cannes, og siden da har den unge filmmager ikke set sig tilbage.

Modernistiske eksperimenter og populærkultur

Dolans film har en ungdommelig nerve. De prøver nye ting af, afsøger filmmediets muligheder og fornyer sig gang på gang. Med denne hang til modernistiske eksperimenter nævnes Dolan ofte i samme åndedrag som flere af den franske nybølges koryfæer som Godard og Truffaut. En sammenligning som de fleste instruktører ville være beærede og benovede over – men ikke Dolan.

Han er nemlig helt sin egen og benægter hårdnakket sit slægtskab til 1960’ernes opgør med filmsproget. Ifølge Dolan er hans film nemlig ikke vokset ud af artfilm traditionen, men tværtimod præget af den populærkultur, der altid har omgivet ham. Populærkulturen er tydeligt implementeret i Dolans univers, hvor særligt de poppede, velkendte soundtracks er blevet fast inventar.

Efter debuten fulgte det hyper-stiliserede trekantsdrama Heartbeats (2010), hvor tre Montreal-hipsters inkarnerer tjekkethed i en ellers noget utjekket og umulig kærlighedsaffære. Filmen er excentrisk og legende. Karaktererne placeres ofte ude i siden eller nede i bunden af billedrammen, og fantasisekvenser og overdrevet brug af slowmotion bliver gennemgående greb i en billedskøn og forførende kærlighedshistorie.

Flere af disse greb er med tiden blevet Dolan-signaturer. De ekstreme kompositioner, den excessive brug af slowmotion, det hyper-stiliserede æstestik, popmusikken og den hårdprøvede og umulige kærlighed kan opleves på tværs af Dolans filmkatalog.

De seneste år

I sine senere film er Dolan også begyndt at eksperimentere med formater, som vi først så det i Tom At the Farm(2012) og senest i hans nyeste film Mommy (2014), der er framet i et bemærkelsesværdigt 1:1 format.

Tom at the Farm markerede samtidig en bevægelse ind i genrefilmen for Dolan. Filmen omhandler en homoseksuel Montreal-mand (spillet af Dolan selv), der har mistet sin elsker og i forbindelse med hans begravelse udforsker elskerens konservative, homofobiske bagland. Filmen er en hitchscocksk psykologisk thriller, en queer-noir, hvor seeren hele tiden venter på, at det skal gå galt for den misplacerede hovedperson.

Dolan er tilbagevendende blevet hædret for sin behandling af homoseksuelle i sine film, der også har indbragt ham flere priser på de internationale festivaler, her iblandt Cannes-festivalens famøse Queer Palm for transvestit-dramaet Laurence Anyways (2012).

Dolans film virker dog til at ville langt mere end blot at føre kampagne for homoseksuelles rettigheder og behandler i højere grad kærlighed, identitet, seksuel frustration og begær som generelle fænomener og følelser. Universet er ofte stiliseret, men karaktererne og problemerne virkelige.

De virkelige karakterer og deres virkelige problemer skinner for alvor igennem i den biografaktuelle Mommy, en tematisk tilbagevenden til hans debutfilms afsøgning af mor/søn relationen. Mommy er en stor oplevelse, der bekræfter filmmediets unikke evne til at skildre – og komme helt tæt på – mennesker.

Og nu venter vi i spænding. Dolan er i gang med sin første engelsksprogede film, der blandt andre har Jessica Chastain, Kit Harrington og Kathy Bates på rollelisten. Filmen skal eftersigende behandle den indflydelse Hollywood har på den måde, vi lever vores liv på og vil udforske de klicheer, der er forbundet med amerikansk  film og dens særlige fortællemodus. Dolan vil formentlig blive ved med at eksperimentere i sine populærkulturelle udskejelser og gudskelov for det.

Kommentarer