Universel tolerance på tværs af tid og rum

Af Mika Dahl Hansen

I en ikke-så-fjern postapokalyptisk fremtid kæmper en lille modstandsgruppe en nærmest umulig kamp mod de talrige super-robotter kaldet ”sentinels”, og det er kun et spørgsmål om tid, før alt håb er ude. Den eneste spinkle chance for overlevelse er at tage tilbage til fortiden, men er det overhovedet muligt at ændre på fremtiden? Der er kun én måde at finde ud af det på.

Fortid og fremtid

X-Men: Days of Future Past er, som titlen antyder, både en prequel og en sequel i X-Men-serien, og filmen krydsklipper effektivt og nervepirrende mellem fortiden og fremtiden. Wolverine

Jennifer Lawrence spiller rollen som Mystique, der kan skifte udseende efter behov (Foto: 20th Century Fox).
Jennifer Lawrence spiller rollen som Mystique, der kan skifte udseende efter behov (Foto: 20th Century Fox).

sendes tilbage til 1973, hvor han skal forsøge at stoppe Mystique (Jennifer Lawrence) i at myrde Dr. Trask (Peter Dinklage – kendt som Tyrion fra Game of Thrones). Hun må heller ikke fanges af Trasks folk, da det nemlig er hendes unikke mutant-DNA, der kommer til at danne grundlaget for super-robotterne. I fremtiden er krigen mellem mennesker og mutanter pludselig underordnet. Der er en større umenneskelig kraft imod dem alle, og de må kunne samarbejde for at overleve, men det er nemmere sagt end gjort.

ANMELDELSE AF:
X-Men: Days of Future Past

ORDET SYNES:
4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Bryan Singer

LAND:
USA

Tolerance og selvtro

Ved tankens kraft møder den unge Charles Xavier sit ældre jeg og får uvurderlige råd (Foto: 20th Century Fox).
Ved tankens kraft møder den unge Charles Xavier sit ældre jeg og får uvurderlige råd (Foto: 20th Century Fox).

X-Men-serien handler om mutanternes kamp for accept i en verden, der ikke tolererer, at man er anderledes. Den er tydeligvis en allegori over det multietniske og mangfoldige samfund, vi lever i, og hentyder til, at tolerance og samarbejde er vejen frem, hvilket er et ganske fint budskab.

Det kan godt være, at livet leves forlæns og forstås baglæns, men hvad nu hvis man havde muligheden for at forstå lidt før? 1973-versionen af Charles Xavier lider af selvmedlidenhed, alkohol- og et slags narkomisbrug, men i en interessant scene taler den unge Xavier (James McAvoy) med den cirka 50 år ældre version af sig selv (Patrick Stewart), hvilket styrker den unge Xaviers psyke og får ham til at vågne op til dåd.

Underholdning og alvor

Selvom X-Men: Days of Future Past er underholdende, er det først og fremmest en ganske alvorlig film, der umiskendeligt vækker associationer til Matrix-trilogien og dens dystopiske syn på fremtiden. Med andre ord er det ikke en familiefilm. Der, hvor filmen

Michael Fassbender i rollen som den metalstyrende Magneto. Filmen har et fuldstændig ekstraordinært stjernespækket cast. (Foto: 20th Century Fox)
Michael Fassbender i rollen som den metalstyrende Magneto. (Foto: 20th Century Fox)

virkelig fungerer, er ved sit imponerende brug af special effects. Især én exceptionelt god slowmotion-scene, hvor den lynhurtige mutant – Quicksilver – både formår at redde sine venner og uddele en olfert til en intetanende politimand, er jeg nærmest overbevist om vil gå over i filmhistorien.

Jeg er faktisk ganske begejstret for filmen og ville da også gerne have givet den en stjerne ekstra, men desværre bliver denne typiske Hollywood-historie unødvendigt udpenslet for at tilgodese den utrænede filmseer, og uden at ”spoile” reducerer den tamme slutning desværre filmen til en gennemsnitlig en af slagsen. Alt i alt er filmen dog en fed oplevelse og fungerer imponerende godt i 3D, og når den næste X-Men-film får premiere i 2016, er jeg bestemt ikke den sidste i biografkøen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *