WONDER WHEEL:
Woody Allens nyeste er flot, men ikke så meget andet

Alder er ingen hindring, når det gælder filminstruktører. Alejandro Jodorowsky på 89 år kommer stadig med en vidunderlig mængde galskab i ny og næ. Vårharen Woody Allen på de 82 år viser heller ingen tegn på at sænke farten. Med minimum en film om året siden 1982(!), er det efterhånden blevet en årlig tradition.

Kvaliteten er dog meget svingende og personen Allen får mere opmærksomhed for alt andet end filmrelateret årsager.

Nyeste skud på det Allenske filmtræ er en intim familiefortælling, om en afdanket skuespillerinde (Kate Winslet), der har måtte slå til tåls med at være servitrice i en skaldyrsrestaurant på Coney Island, hvor hendes mand (Jim Belushi) arbejder. Tilsæt så hans datter (Juno Temple), som nu er stukket af fra sin gangstermand, fra et tidligere ægteskab, servitricens pyroman-søn og en prætentiøs livredder (Justin Timberlake), der efterstræber både mor og datter, så burde der være garant for intriger.

Hvilket der også kommer… det er bare dybt u-engagerende.

For det første, så er der Timberfail. Han er i bund og grund bare Woody Allen. Jeg skriver ikke spiller Woody Allen, for det ville være en hån mod seriøse skuespillere at kalde hans præstation skuespil.

Alt kommer monotont ud af auto-tune robotten og især i scenerne overfor Winslet bliver det tydeliggjort, hvor meget ude af sit element, han er. Hvor hun fremfører ordene med gusto, så siger han dem i den irriterende pre-pubertære stemme, han nu engang har. Er det for meget forlangt, at man bruger folk med talent i så vigtig en rolle?

Materialet gør ham dog heller ingen tjenester. Han spiller som sagt mere eller mindre bare en version af den sædvanlige Allen karakter, som han har i alle sine film. I denne ombæring er han en aspirerende forfatter, drømmer og lidt af en charlatan. I en af hans mange Shakespearianske samtaler med publikum plæderer han for, at han er fuldstændig skudt i datteren og selvom det måske ville være mere fornuftigt at være sammen med servitricen, så vil hjertet, hvad hjertet vil.

Når man kender til Allens eget privatliv, så bliver det lidt creepy og flår en (eller i hvert fald mig) ud af filmen. Nogen vil ikke tage notits af det, men jeg kan dog ikke abstrahere fra det.

Hvad jeg heller ikke kan abstrahere fra er, hvor flot filmen er. Det er meget ambivalent at sidde og synes en film er smuk, når man bliver lettere frastødt af indholdet.

Men legenden Vito Storaros blik for underskøn fotografering fornægter sig ikke. Der veksles mellem 1950’er melodrama technicolor, giallo-esque røde og blå belysninger og så enkelte brud med det ultra stiliserede univers, hvor naturligt lys understreger alvoren og pointen i dramaet.

Det føles lidt som at se et teaterstykke. Teknisk veludførte indstillinger giver skuespillerne en god mulighed for at udfolde talentet, og kameraet flyver rundt i det lille hjems belejligt åbne rum. Desværre er der ikke nogen af personerne, som er synderligt interessante. Eller rettere sagt; manuskriptet giver dem ikke mulighed for at blive interessante. Overfladen kradses, men kommer ikke under overfladen, hvor det bliver rigtigt interessant.

Ros skal Kate Winslet dog have. Hun er som altid en fornøjelse, men materialet svigter hende. Det bliver kitsch og kedeligt på den dårlige måde.

Er tiden inde til at give Woody Allen Gamle Trofast-behandlingen? Dømt ud fra denne film og alt der omgiver personen Allen, er svaret ja.