INTO THE WOODS: Et hæsblæsende smut ind i skoven med Meryl & Co.

Af Line Worm Poulsen

En fantasyfilm om brødrene Grimms eventyr i musicalform produceret af Disney. Er det nu en god idé?

Into the Woods er en sammensmeltning af de fire Grimm-eventyr om henholdsvis Askepot (Anna Kendrick), Hans og bønnestagen (Daniel Huttlestone), Rapunzel (Mackenzie Mauzy) og Den lille rødhætte (Lilla Crawford).
De fire eventyr får en ydre ramme i fortællingen om en barnløs bager og hans kone (James Corden og Emily Blunt), som er underlagt en heks’ forbandelse. Heksen (Meryl Streep) kræver, at parret finder fire ingredienser til hende i skoven, før hun vil ophæve forbandelsen. Så ind i skoven går det – for fuld udblæsning.

Da filmen starter, og den første sang lyder i højttalerne, viser filmens musicalindpakning sig at være overraskende medrivende. Man køber præmissen, og de mange hovedpersoner får frit spil til at synge lige så tosset de vil. Hvilket de også gør.

Når man så har hørt Meryl & Co. give den gas for deres lungers fulde kraft i en god times tid, bliver ens ører en smule medtagne. Det er begrænset, hvor længe man kan blive ved med at udstå at høre den noget karikerede Rødhætte synge filmens titelsang.
Men her venter der så et velkomment afbræk, da filmens sangmæssige (og humoristiske) højdepunkt indtræffer omtrent på halvvejen.

ANMELDELSE AF:
Into the Woods

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Rob Marshall

LAND:
USA

De to smækre prinser dyster om, hvem der har mest ondt i sjælen i en duet til teksten ”Agony!”. De er begge iført særdeles velsiddende læderbukser og boltrer sig i et vandfald. Det resulterer i en sangscene af næsten lige så høj dramatisk kvalitet som Zac Efrons dybtfølte ”Bet on it” fra High School Musical 2. Man kan ikke andet end at begejstres.

Herefter vender vi tilbage til de mere standardiserede musicalnumre, og filmen taber atter pusten.

I filmens flotte fantasyrammer er der ikke nogen af skuespillerne, der stjæler fokus fra hinanden, og præstationerne er meget jævnt fordelt. Dog med undtagelse af Meryl Streep i rollen som heks, som er et velkomment iltert indslag i den ellers meget klistrede masse af musicalskuespillere.

Filmen er en vaskeægte popcornsfilm, der gør sig godt i biografen, men ganske givet ikke tåler gensyn. Det er filmens plot simpelthen for tyndt til, og der er grænser for, hvor mange gange man kan udsætte sine ører for søde Anna Kendrick, der gang på gang når nye højder med sin (meget) lyse sopranstemme.

Det er svært at sige, om filmens komiske passager er intenderede eller ej. Hvis de er lavet med den ironiske distance, man fristes til at tillægge filmen, så er filmen ganske forbilledligt udført.

Into The Woods er dog højst sandsynligt, hvad den giver sig ud for at være: En sødmefuld blockbuster uden det store på hjerte, men med en nærmest glasklar morale, der ender med at gennemsyre hele balladen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *