WONDERSTRUCK:
Ufuldkommen og langtfra magisk, men stadig billedskøn og rørende.

Jeg skal ærligt indrømme, at når det drejer sig om børn på film, så skal der ikke meget til, før tårerne pibler ned af kinderne på mig. Jeg ved ikke, hvad det er. Der er bare et eller andet ved barnets møde med voksenverdenens barske realiteter, der trækker i mine hjertetråde hver eneste gang. Og det er uanset, hvor dårlig filmen end måtte vise sig at være. Jeg er måske derfor ikke den bedste til at give en anmeldelse af Todd Haynes’ nyeste film, men anmeldes skal den sgu, så here we go.

I Wonderstruck følger vi to parallelle historier på tværs af tid og rum: I 1977 vælger drengen Ben (Oakes Fegley) at stikke af til New York for at opsøge sin far, som hans for nyligt afdøde mor (Michelle Williams) konsekvent har nægtet at fortælle ham ret meget om. Samtidig vælger pigen Rose (Millicent Simmonds) i 1927 at drage til samme by for at finde sin mor, stumfilmskuespilleren Lillian Mayhew (Julianne Moore). Undervejs i deres søgen oplever begge børn både skuffelser og overraskelser, samtidig med at deres to historier flettes mere og mere ind i hinanden.

Todd Haynes har gennem årene primært skabt sig et navn med film om sociale tabuer og normafvigende identiteter, hvoraf den anmelderroste Carol (2015) var det sidste skud på stammen. I denne kontekst kan Wonderstruck, der principielt er en familiefilm, umiddelbart virke som noget af en afstikker. Men man skal ikke lade sig narre. Historien kredser endnu en gang om personer, der bare ikke helt passer ind, og den er ligeledes formidlet med den samme farverige kreativitet, som vi normalt forbinder med Haynes.

Æstetikken er uden tvivl i højsædet i Wonderstruck, og generelt set er det filmtekniske håndværk virkelig veludført. Især i Roses tråd, der er fortalt som en klassisk stumfilm, er samspillet mellem billede, lyd og karakterer så velkomponeret og rigt på detaljer, at man ikke kan undgå at lade sig forføre. I begge tråde er dette overordnede samspil desuden båret gevaldigt frem af begge børns skuespil, som må siges at være vanvittig godt.

På det narrative plan formår filmen dog ikke helt at holde momentum og balancere sin komplekse historie fra start til slut. Især Bens tråd taber lidt pusten halvvejs gennem filmen, hvilket bevirker, at man næsten bliver ærgerlig over at skulle forlade Roses historie for at tjekke ind hos Ben.

Det overordnede narrative mønster bliver ligeledes behandlet en anelse problematisk. Især i filmens sidste halvdel synes den at være mere opsat på at få sine handlingstråde til at gå op end rent faktisk at gå i dybden med karaktererne og sammenstillingen af de to børns oplevelser—hvilket vel egentlig må siges at være den grundlæggende idé bag denne type fortælling.

På trods af disse narrative mangler må jeg dog alligevel erkende, at jeg forlod biografen med våde øjne. Om det så er min førnævnte svaghed, eller min anmelderhjernes evne til at veje plusser og minusser op, der i sidste ende gør, at Wonderstruck lige klarer skærene til de fire stjerner, skal jeg ikke kunne sige. Men nu har jeg i hvert fald gjort mit bedste.