IT’S A WONDERFUL LIFE: Også hvis man ikke kan lide julefilm

Af Rikke Bjørnholt Fink

It’s a Wonderful Life er historien om George Bailey, der opgiver alle sine ungdomsdrømme for at holde liv i sin fars udlånsvirkssomhed og dermed hele sin hjemby Bedford Falls. George er den omvendte Ebenezer Scrooge, der låner til alle, men til gengæld aldrig selv bliver rig på sin ustabile forretning. Da et banktilsyn går helt galt, forudser himlens engle at George vil tage sit eget liv juleaften. De sender derfor den aspirerende engel, Clarence, ned på jorden for at vise George, at han er uundværlig for sit lokalsamfund og sin familie. Parallellen til Dickens’ Et juleeventyr er oplagt, da George får mulighed for at se, hvordan verden havde været, hvis han aldrig var blevet født.

Det er ikke i sig selv det, at det er jul, der driver filmen frem. Det er tværtimod en slags nytårstilsyn, der gør Georges liv surt. Mens julens krav om samvær med familien og fred i de små hjem øger presset på den stakkels mand og filmens alvor. Rammen om det hele er de erfarne engles fortælling om Georges liv, der skal forberede Clarence på opgaven. Disse flashbacks fylder en del og det fungerer rigtig godt, at der bruges så lang tid på at etablere hovedkarakteren og hans familie. For det gør ondt, da George drives så langt ud, at værdien af hans livsforsikring synes højere end hans liv. George er virkelig charmerende spillet af James Stewart, der får karakteren til at balancere mellem kække bemærkninger og bundløs frustration. Her bør sekvensen, hvor George aldrig har levet, fremhæves. Han nægter at tro på, at Clarence rent faktisk er en engel og denne realistiske reaktion på et umuligt trick, driver ham helt ud til kanten.

ANMELDELSE AF:
It’s a Wonderful Life

ORDET SYNES:
5-stars

PROD. ÅR:
1946

INSTRUKTØR:
Frank Capra

LAND:
USA

Filmen er fra 1946. Den er i sort-hvid, hvilket især bliver rigtig smukt i filmens snescener. Snefnuggene skal også have et par ord med på vejen, da de er præcis så store og flotte, at man kan se igennem fingre med at de ikke smelter, når de rammer en frakke eller et ansigt. Scenerne hvor englene snakker om George ser temmelig Disney-agtige ud med et billede af himlen og tre stjerner, der flikker, når de taler. Man griner første gang, men historien er så fængende, at selv de old-school effekter ender med at bidrage mere, end de forstyrrer.

It’s a Wonderful Life er en julefilm fra 1946, men de temaer, den tager op, er hverken sæsonbestemte eller forældede. Det handler om at skabe det liv, man ønsker sig eller at acceptere det liv, man får, da visse ting er større end en selv. Det handler om at måle sit værd på, hvem der vil hjælpe én, når man ikke selv kan. Det handler om så meget mere end det obligatoriske budskab om, at man skal være sød, når det er jul. Filmen bliver måske lidt meget til sidst, men fordi jeg kan relatere til karaktererne, kan jeg relatere til glæden. Så tag en ven i hånden og gå i Cinemateket, for månedens film er ikke bare en god julefilm; det er en decideret god film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *