THE WOLFPACK: Med filmen som vindue

Af Neia Pil Højsteen

En sandet strand er det åbne hav i Pirates of the Caribbean (2003-) eller den endeløse ørken i Lawrence of Arabia (1962). En sølle samling træer i New Yorks gader ligner for dem Fangorn Skoven (Ringenes Herre, 2001-2003). Og når yogaserien solhilsenen udføres (i øvrigt iført Back to the Future-t-shirt) ligner man Spiderman. Angulo-brødrenes referenceramme er film – og kun film. Og nu er deres liv blevet fortalt i form af – passende nok – en film.

Og deres livshistorie er guld værd. Fortællingen om de syv brødre og deres søster, der voksede op mere eller mindre indespærrede i en lejlighed i Lower East Side i det pulserende New York, bliver ved med at overraske.

Et år kom vi ud ni gange. Et år kom vi ud een gang. Og et bestemt år, kom vi slet ikke ud.” fortæller en af brødrene. Det var faderen, der havde nøglen til lejligheden. Hans praksis kan diskuteres, men intentionen var god nok: at beskytte sønnerne for farerne i det amerikanske samfund og den slum, de voksede op i. Et samfund han beskriver som et fængsel, mens sønnerne ironisk nok ser faderen som deres fangevogter, lejligheden som deres indelukke.

Crystal Moselle fortæller den sande historie uden at dømme, hvad der ellers ville have været let, og undgår at faderen, Oscar Angulo, med sans for sensation fremstilles som en anden Josef Fritzl.

Virkeligheden er ganske enkelt ikke så entydig. For sønnerne frygter faktisk omverden, og i øvrigt er det et ret farligt kvarter, de vokser op i.

ANMELDELSE AF:
The Wolfpack

ORDET SYNES:
4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Crystal Moselle

LAND:
USA

Filmene bliver deres tilflugt og deres vindue til omverden, og det er opmuntrende at se, hvordan ensomheden og ensformigheden fører til en stor kreativitet og ikke doven stilstand.

Men hvad der må ske, sker. Sønnerne kommer i teenagealderen, og på et tidspunkt er filmrekonstruktioner og diskotek i stuen foran et blafrende Peter Plys-tæppe ikke liv nok. Verden uden for vinduernes beskyttende glas drager dem.

Ulvekoblet med de firkantede øjne kommer, ser og sejrer i den virkelige verden, hvor 3D er en realitet (også selvom deres solbriller ikke er 3D-briller men et stilvalg efter påvirkning af populærkultur) og ikke bare en sporadisk teknik, der smider 20 kr. oveni billetprisen.

Man siger, at en kunstner skal leve for at få materiale, for at opleve historier at formidle. Men da en af Angulo-brødrene begynder at instruere sin egen film, kommer der for alvor kunst på det store lærred. Måske også større kunst end Crystal Moselles dokumentar. Hun er blevet foræret en fantastisk historie, men har sat den i en middelmådig film. Den er ikke desto mindre værd at se. Og selvom filmen ikke er perfekt, kan man godt forstå, hvorfor den vandt prisen for bedste dokumentar på Sundance Film Festival såvel som priser og udmærkelser på flere andre festivaler.

Materialet er faktisk noget nært genialt. Desværre ikke filmen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *