CPH PIX
WILDLIFE: Familiedrama med åbenlyse metaforer

Af Gustav Stubbe Arndal

Wildlife føles som en film, der rigtig gerne vil imponere. Alt fra dens gennemførte kostumering til dens metafor-heftige manuskript giver en fornemmelse af et ambitiøst filmhold, der vil vise, at de kan lave film med vigtige temaer og smukke billeder.

Filmen, som er skrevet af Paul Dano og Zoe Kazan, omhandler en underklassefamilie fra 1960’erne, der netop er flyttet til en lille by i Montana. En skovbrand terroriserer området, og da faren (Jake Gyllenhaal) mangler arbejde, tager han ud for at hjælpe med at bekæmpe den. Mens han er væk, udnytter moren (Carey Mulligan) chancen til at slå sig løs.

Til at starte med føles det som en klassisk fortælling om den undertrykte husmor, der bryder med normerne og finder selvstændighed i en tid fyldt med kulturel omvæltning. Men det står snart klart for os og hendes søn (Ed Oxenbould), at det er en blanding af afmagt og desperation, der driver hende.

Familiedramaet er moden grund for dramatiske dialoger, og både Mulligan og Gyllenhaal får rigeligt med stærke scener. Som så mange skuespillere, der går bag kameraet, har Paul Dano et stort fokus på karaktererne. Vi får så mange close-ups, at man til tider mister fornemmelsen af rummene, det foregår i.

Stjernen af filmen må siges at være Ed Oxenbould, der spiller Joe, en teenager, der er alt for veljusteret i forhold til, hvor dysfunktionel hans hjemmeliv er. Han minder på en måde om en ung Paul Dano med hans rolige manerer og ukonventionelle charme.

På et tidspunkt i filmen spørger Joe sin mor, hvad de vilde dyr gør, når der er skovbrand. Hun svarer, at nogen tilpasser sig, men at nogle små unger ikke kan håndtere det og brænder op. Den centrale metafor er, med andre ord, ret åbenlys: skovbranden er den anspændte situation, familien befinder sig i.

Moren tilpasser sig ved at flygte. Hun finder en rig enkemand, som hun flirter med foran sin søn. Faren tilpasser sig ved først at drikke aftnerne væk, og siden ved at tage ud og bekæmpe skovbranden; han føler, at han bliver nødt til at gøre noget. Joe tilpasser sig ved at blive mere moden og tage større ansvar.

Til sidst eskalerer situationen, men konsekvenserne forbliver beskedne og forudsigelige. Joe erkender, at hans forældre er fejlbehæftede og menneskelige, og han må vokse op.

Det kan godt være, at overdrivelse fremmer forståelse, men jeg tror ikke, filmen behøvede at være så overdrevet, for at vi kunne forstå dens karakterer. Vores forældre former os selvfølgelig, men forældrene i Wildlife er nærmest karikaturer af faren med såret manddom og den uforsigtige mor i midtvejskrise.

Der er naturligvis både imponerende skuespil og imponerende instruktion at finde. Dano har før arbejdet med folk som Paul Thomas Anderson og Denis Villeneuve, og han fører sig frem med interessante kompositioner, plus en citering af Les quatre-cent coups (1959) nær filmens finale.

Som spillefilmsdebut er der klart talent, men en gammel bid Hollywood-visdom siger: ”Don’t impress me. Convince me.” Og selvom Wildlife er imponerende, var jeg aldrig helt overbevist.

Kommentarer