WILD TALES: vrede argentinere skaber interessante fortællinger

Af Emilie Fabricius Hacke

Oprevet, såret, vred. De fleste har været der. Når man føler en følelse så inderligt, at den eneste mulighed er at udtrykke den. Dette scenarie danner rammen om Damián Szifróns kyniske komedie drama, der indeholder seks korte fortællinger. Hver især giver de et billede af det vanvid, der fylder mennesket, når lysten til hævn spiller ind.

Fortællingerne er langt fra ens, men de besidder alle en nærmest bestialsk ustyrlighed, der samler sig om samme tema – hævn. Det lyder måske lidt ubehageligt, og det havde det også været, hvis det ikke havde været for den underlæggende sorte humor, der formår at tone frem på de helt rigtige tidspunkter. Det er netop denne sorte humor, der skaber balancen mellem vildskab, kynisme og sympati.

Den altomsluttende lyst til hævn står lysende klart i Wild Tales, der på intet tidspunkt er forudsigelig. Filmen formår konstant at snyde publikum gennem plottwists og kamerabevægelser. Hun hopper ud! Nej, det er bare kamerabevægelsen, der snyder dig til at tro det. Der er ikke ét tidspunkt i filmen, hvor handlingen er beregnelig – selvom det i nogle tilfælde kan virke sådan. Hver fortælling rykker sig markant fra start til slut, men i vidt forskelige retninger. Retninger, der kræver både blod, afføring og sprængstof – og så har jeg ikke røbet for meget.

ANMELDELSE AF:
Wild Tales

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Damián Szifróns

LAND:
Argentina

Selvom fortællingerne er præget af vanvid og ustyrlige følelser, formår Szifrón alligevel at få skildret nogle karakterer, der fremstår troværdige og afrundede, hvilket gør, at man som publikum sympatiserer med dem, på trods af de vanvittige ting, de foretager sig. Måske er det det argentinske, men stort set alle skuespillerne formår at skildre overgangen fra rationel til vanvittig på en fuldstændig gennemført måde. På intet tidspunkt virker det karikeret eller grinagtigt – tværtimod. Dette skyldes i høj grad den sorte humor, der tillader absurditeter og klicheer og får filmen til at fungere. For det kunne så nemt være blevet for meget, men det bliver det bare ikke.

Wild Tales er et interessant og ikke mindst et originalt værk, der fungerer på alle parametre. Det eneste sted den glipper er i dens tidsmæssige fordeling. Dette er højst sandsynlig en subjektiv ting, men når man sidder og tænker ”hvorfor bruger I så meget tid på den her fortælling, når I brugte så lidt på den forrige?”, så kan man ikke lade være med at blive lidt ærgerlig. Men hvis det ringeste ved en film er, at man ville ønske, at der var mere af den, så er det vist lykkedes rimelig godt.

Kommentarer