WIENER-DOG: Hvilket hundeliv!

Af Tilde Søgaard Carlsen

Som så ofte sagt og hørt: hunden er menneskets bedste ven. Men er mennesket også hundens bedste ven? Hvordan er det mon at leve som hund mellem mennesker… Går de igennem livet med oplevelser og overvejelser som os? Eller lever de blot et meningsløst liv?

Todd Solondz’ Wiener-Dog er som sådan ikke historien om en hund (heldigvis!), men om skæve og ensomme eksistenser. Filmen præsenterer fire forskellige fortællinger bundet sammen af gravhunden, Wiener-Dogs, tilbagevendende ejerskift med begyndelse hos den unge dreng Remi (Keaton Nigel Cooke) og med ende hos en ældre dame.

Wiener-Dogs skiftende ejere repræsenterer på sin vis hver deres tragiske fortælling: en lille drengs kamp mod alvorlig sygdom, en ung mands liv med en alkoholiseret far, en ældre manuskriptforfatters fallerede selvopfattelse og en livsangrende bedstemors bortsvindende familie. Men alle fortalt hjertevarmt og humoristisk!

Wiener-Dog er i sandheden en sort travesti, hvor det grimme gøres smukt og det tragiske komisk. En film, der på visse tidspunkter formodentligt vil afskrække og forarge de fanatisk hunde-elskende og Marly and Me-seende publikummer, men som for undertegnede og tilhængere af sort komik vil fremstå modbydeligt morsom. For Wiener-Dogs fortælling er i sig selv heller ikke den altid lykkeligste…

ANMELDELSE AF:
Wiener-Dog

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Todd Solondz

LAND:
USA

“It’s sad, but true. We’re a dog’s only friend” forklarer Dina (Julie Delpy) sønnen, Remi. Knap så pædagogisk korrekt, men tåkrummende morsomt, lærer Remi den paradoksale sandhed om venskabet mellem mennesket og dets bedste ven. Men ikke nok med det bliver Wiener-Dog også genstandsfelt for større og moralske spørgsmål om magtfratagelse samt liv og død.

Der er i bogstaveligste forstand megen lort at komme efter – mere vil jeg ikke uddybe…  Og det er i høj grad en film, der ikke tager sig selv for alvorligt. Her tænkes der særligt på filmens ‘intermission’ der emmer af sort humor og virker latterfremkaldende. Desværre understrejer denne “latterpause” dog også filmens mangel på sammenhæng mellem de to foregående fortællinger og de efterfølgende.

Men i denne miskmask af tragedie og komedie formår filmen alligevel at gøre sig forundringsværdig og tankevækkende. Remis fortælling er bl.a. et eksempel på, hvordan Solondz direkte og indirekte præsenterer moralske standpunkter og åbner for etiske problemstillinger – såsom i den antydningsvise og provokerende sammenstilling mellem steriliseringen af Wiener-Dog og den Downs Syndrom-ramte Tommy (Connor Long).

Det havde dog været at foretrække, at filmen kunne holde niveauet hele vejen igennem og ikke miste pusten efter den føromtalte ‘intermission’  Filmens sidste halvdel har stadig mange sjove og finurlige øjeblikke, men den mangler det bid og sammenhæng mellem fortællingerne, som første halvdel ellers lagde så godt ud med.

Wiener-Dog er på mange punkter en unik og utraditionel film. Ikke bare ét, men flere hundeliv præsenteres; og med lort og tragedier til trods tør jeg påstå, at filmens sære og spøjse eksistenser – og selvfølgelig den kære Weiner-Dog – formår at charmere sig ind på de fleste og udmunde i et højlydt grin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *