WHITNEY: CAN I BE ME: Hjerteskærende portræt

Af Patricia Smollerup

”Can I be me?” Et spørgsmål Whitney Houston tidligt i sin karriere stillede branchefolk. De havde en klar vision om at kreere et gigantisk popikon, verden ikke havde set lige. De ville skabe en persona og et produkt, men hvem var kvinden inde bag?

Netop dette spørgsmål bliver fokus for Nick Broomfield og Rudi Dolezals dokumentarfilm om Houston, som er et studie i, hvorfor en ung, smuk og enestående sangerinde med et guddommeligt talent endte sine dage på så tragisk vis.

Hvem var Whitney og hvilken pris betalte hun?

Filmen er en kronologisk beretning af Whitneys liv. Fra hendes helt unge dage som gospelsangerinde, til hendes massive internationale succes for at afsluttes af hendes alt for tidlige død. Parallelt med dette klippes der til Rudi Dolezals omfattende arkiv af eksklusive optagelser fra sangerindens My Love is Your Love World Tour i 1999. En tour, som fandt sted omkring et skelsættende vendepunkt i Whitneys liv.

Filmen bliver en rørende skildring af Whitneys udvikling som menneske og hendes relation til de personer, som har haft en stor betydning i hendes liv. Særligt forholdet til hendes bedste veninde Robyn og Houstons store kærlighed Bobby Brown bliver filmens omdrejningspunkt.

Her er en af filmens største styrker det omfattende kildemateriale. Der inddrages en lang række interviewpersoner med stort kendskab og nære forhold til sangerinden. Her kan nævnes familie, musikalske kollegaer og ansatte. Derved skabes en stor troværdighed, da de virker til at have indblik i hende, som person, samtidig med, at vi får mange forskellige blikke på sangerinden, hvilket skaber en nuanceret fortælling.

ANMELDELSE AF:
Whitney: Can I Be Me

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Nick Broomfield, Rudi Dolezal

LAND:
UK, USA

Desuden er arkivbilleder et bærende element i filmen. Gennem hjemmevideoer, optagelser fra diverse offentlige optrædener, backstage-materiale fra touren samt interviews med Whitney kommer vi som seere ind bag facaden. Særligt familieoptagelserne fungerer stærkt og effektivt, og giver os fornemmelsen af et ærligt portræt. Vi bliver lovet et indblik i Whitney som person, og gennem det fremlagte materiale, kommer Broomfield og Dolezal godt i mål med dette.

Broomfield og Dolezal har formået at fremlægge en dyb og kompleks historie, som ikke bare strejfer overfladen, men udfolder de mange forskelligartede elementer, der var medvirkende til Whitneys undergang. En opvækst med stoffer, et fordærvende kærlighedsliv, et anstrengt familieforhold, følelsen af at have svigtet gud og et giftigt branchemiljø.

Her lægger filmen sig i slipstrømmen af fortællingerne, som vi har hørt så mange gange før, om stjerner, som bliver nedbrudt af en branche, som ikke længere behandler dem som mennesker, men som ikoner og indtægtskilder.

Fortællingen om Whitney var derfor ikke en original eller overraskende filmoplevelse, men et stærkt, indsigtsfuldt og hjerteskærende portræt af en unik sangerinde med et ulykkeligt sind.

Kommentarer