WHIPLASH: Blod, sved og trommestikker

Af Joachim Morre

I flere aktuelle, prisvindende film spiller jazzmusikken en central rolle. I Pawel Pawlikowskis Ida udfordres titelkarakterens verdenssyn i mødet med en ung jazzsaxofonist, og jazzen bliver ét med forførelse og frigørelse. I Alejandro Iñárritus originale Birdman dominerer Antonio Sanchez’ jazztrommer innovativt filmens lydside.

I Whiplash er jazzmusikken ikke længere begrænset til at være filmisk virkemiddel. Den er centrum for historien. Filmen følger en ung, ambitiøs jazztrommeslager i hans bestræbelser på at blive den bedste, og dermed flyder jazzmusikkens rolle som middel og mål sammen.

Filmens instruktør, Damien Chazelle, har fundet inspiration til filmen i sit eget liv. Chazelle har selv stræbt efter at nå til tops som jazztrommeslager og husker særligt én ting fra sin musikalske fortid: et forhold imellem ham selv og hans lærer. Denne lærer/elev relation udforskes i Whiplash.

Andrew Neiman (Miles Teller) går på et elitært musikkonservatorium i New York. En dag overhører skolens mest beundrede og berygtede professor, Terence Fletcher (J.K. Simmons), Andrew udfolde sit talent i ét af skolens øvelokaler. Andrew optages i Fletchers prestigefyldte bigband og herfra begynder en musisk dannelsesrejse for den unge trommeslager.

ANMELDELSE AF:
Whiplash

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Damien Chazelle

LAND:
USA

Fletcher formår med sine uortodokse og krævende undervisningsmetoder at presse Andrew til det yderste. Andrew kæmper sig igennem de musikalske udfordringer som gjaldt det liv og død.  Han er bange for at skuffe sin intimiderende professor og ikke mindst sig selv. Det konstante krav om at præstere over evne visualiseres som et tilbagevendende greb med nærbilleder af blodsprængte vabler og sveddryppende hår og tøj. Andrew bliver gang på gang nødt til at overgå sig selv, fysisk såvel som psykisk, for at indfri sine egne ambitioner. Og sin mentors.

De to hovedkarakterer deler idealet om ikke at ville stille sig tilfreds med det middelmådige. Således er ”good job” ifølge Fletcher det mest forurenende udtryk i det engelske sprog. Vi skal ikke anerkende den gode præstation, for så udebliver den enestående, den fantastiske, den historiske.

Love/hate-relationen imellem elev, Andrew, og professor, Fletcher, udspiller sig utroligt troværdigt og er betagende fra første til sidste indstilling. De to karakterers sadomasochistiske kamp udspilles dramatisk i den energiske kameraføring i øvelokalet såvel som på scenen. Dette kulminerer i filmens afsluttende scene, hvor kameraet insisterende og energisk bevæger sig skiftevis fra Andrews trommesoloer til Fletchers indlevende dirigent rolle. I den hurtige bevægelse utydeliggøres det resterende big band.

For det handler kun om de to og deres relation – både på scenen og i filmen. Derudover handler det om musikken. Efter den afsluttende kraftudladning af en trommesolo føler man sig grebet af den eufori, der tilhører afslutningen på en sublim koncert. Man sidder i biografen og har lyst til et ekstranummer.

Skuespilpræstationerne har allerede vundet bred anerkendelse, og J.K. Simmons er udråbt som forhåndsfavorit, når akademiet uddeler sin Oscar i kategorien ”Best Supporting Actor”. Miles Tellers præstation som altopofrende trommetalent er dog mindst lige så stærk. Teller er troværdig både som spirende jazzstjerne i de kraftfulde musikscener og som ”average joe” i relationen til sin fallerede forfatterfar og i sin flirt med den charmerende Nicole.

Whiplash er en meget vellykket film. Med sit lave budget og sine fem Oscarnomineringer (bl.a. ”Bedste Film”) er den et skoleeksempel på, hvordan man med effektiv instruktion, stærke skuespilpræstationer og en fængslende historie (og alt muligt andet den gør godt) kan udfordre de helt store produktioner og budgetter. Også i Hollywood.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *