WESTWORLD SÆSON 1: lovløse robotter i et kryptisk spil

Af Anna Sofie Pandrup Andersen

Anmeldelsen er spoilerfri! 

 

I en lyseblå kjole skuer den jomfruelige Dolores ned over den billedskønne prærie. Hendes heroiske cowboy-kæreste, Ted, er endelig vendt tilbage. De elskende ridder på prærien i en glødende solnedgang, og der er lagt op til et pladderromantisk westerndrama. Men efter kort tid finder man i skyggerne et nær fremtids-sci-fi-thriller-drama, der udfordrer hvad det vil sige at være menneske.

 

Den spritnye HBO-serie er baseret på Michael Crichtons mindre selvhøjtidelige kultfilm af samme navn fra 1973, som blev efterfulgt af en sequel og en mindre succesfuld serie. Men Westworld anno 2016 skabt af Jonathan Nolan (bror til Christopher) og Lisa Joy, rammer tidens puls, med de ’’lige om hjørnet’’ fremtidsteknologi-konflikter og forskruet menneskelighed, som tematiseret tidligere i Blade Runner og Ex Machina. 

 

Dolores (Evan Rachel Wood) og Ted (James Marsden) er blot 2 ud af de 2000 robotter, der hver især lever i et forudbestemt narrativ, der gentager sig dag for dag. Denne klassiske western-verden er som et live-action-computerspil. Hvordan man spiller spillet er afgørende for fortællingens gang. De besøgende kan gøre lige hvad der passer dem. De kan hore, drikke og dræbe og følge parkens programmerede historier. For når de fæle mennesker har ødelagt de stakkels robotter, bliver de blot repareret og hukommelsen nulstilles.

 

ANMELDELSE AF:
Westworld sæson 1

ORDET SYNES:6-stars

PROD. ÅR:
2016

Skabt af:

Jonathan Nolan & Lisa Joy

LAND:
USA

Men hvad sker, hvis robotterne pludselig udvikler følelser, hukommelse og begynder at afvige fra deres programmerede rutiner?

 

Erfaret fra film ved vi, at robotter vil os mennesker det værste.  Men en sympati for den jomfruelige Dolores, er mere rationel end for den sadistiske stamgæst ’Man in black’ (Ed Harris) hvis motiv er at finde parkens dybeste afkroge. Grænsen mellem mennesker og robotter udviskes så effektivt, at der faktisk næsten ingen er, hvilket er foruroligende. Det skaber mistro til hvilke karakterer der faktisk er og hvilke der er skabt mellem glasvæggene i laboratoriet.

 

Det gudeagtige overhoved og én af mændene bag parken, Dr. Robert Ford (Anthony Hopkins) har i en opdatering af flere af robotterne, tilføjet ’drømmerier’ (reveries). En underbevidsthed der gør robotterne mere menneskelige. Det rejser en del stridsspørgsmål hos bestyrelsen og problemer i parken. Kan robotterne faktisk blive for virkelige? Det lader ikke til at være et alvorligt problem hvis man spørger Ford, hvis motiver forbliver kryptiske langt gennem serien.

 

Man bliver dog klogere på den upålidelige verden der fremstilles, både i og bag parken. Som karakterernes levevis består af gentagelser, er selve seriens overordnede plot en cyklus. Man skaber sammenhæng mellem alle gentagelserne og de lidt for dybe plothuller, og pludselig opstår et mønster. Meget forlades ufortalt langt henne af vejen, men de uhyre nervepirrende plottwists kommer ikke ud af den blå luft, de er aflejret i fortællingen og der er reelle chancer for at gennemskue dem. Mysteriespillet, hvor nysgerrigheden og hypotesedannelser driver tilskueren, gennemsyrer nemlig seriens fremdrift og det virker.

 

Uden at sige for meget bliver der i seriens afslutning for alvor lagt op til universets udfoldelse, der ellers i sit udgangspunkt virker afgrænset. Westworld lader altså ikke til blot at være en kortvarig oplevelse, med forhåbentlig mange, lige så gennemførte, sæsoner i vente.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *