ISLE OF DOGS:
Wes Anderson er Wes Anderson

Wes Anderson er en af de mest særprægede instruktører, der arbejder i dag. Hans film er ikke blot teknisk fantastiske og hylende morsomme, de bærer også altid præg af den stil, der er blevet signatur for ham. Det er svært at beskrive stilen på så få ord; det eneste ord for det er… ”Wes Anderson.”

Isle of Dogs er meget Wes Anderson.

Her vender han tilbage til stop motion for første gang siden The Fantastic Mr. Fox (2009), og denne gang har han bragt sit hidtil mest stjernespækkede cast (og det siger ikke så lidt): Bryan Cranston, Edward Norton, Harvey Keitel, Scarlett Johansson, Greta Gerwig, Bill Murray og listen fortsætter. Man kan gøre en sport ud af at udpege kendisser, når hundene snakker, og alle virker til at have hjertet i det.

Isle of Dogs er også hans hidtil største film hvad angår historien: I det fiktive Megasaki City har en hundeinfluenza vendt befolkningen mod hunde, og lederen af det katteelskende Kobayashi parti sender dem alle i eksil på ”Trash Island”. Seks måneder senere kommer en tolvårig dreng flyvende til øen for at finde sin hund Spot, og derfra er der eventyr, konspirationer, robothunde, vittigheder og et vanvittigt godt haiku.

Det lyder alt sammen ret skørt (og det er det), men Isle of Dogs giver komplet mening, når man ser den. Verden, Anderson og hans team har skabt, føles ægte og levende, de mange karakterer er mindeværdige og sjove at følge, og det hele passer bare sammen.
Det er også takket være den visuelle stil. Anderson er for alvor hjemme i stop motion animation, hvor han har komplet kontrol over, hvad vi ser på lærredet og hvordan. Det er intet mindre end en fryd at se mesteren lege med kompositioner og stiliseringer inspireret af japanske klassikere.

De visuelle vidundere er at forvente fra Wes Anderson. Der er en særlig rytme til hans film. En formalisme, der er skruet så langt op, at kameraets bevægelser og placering styrer showet totalt. Resultatet er en melankoli, der hænger over de skæve hændelser; jeg har aldrig set så mange hunde græde i en film.

Stiliseringen er ikke altid til filmens fordel. Når stilen er så fremtrædende, kan den overskygge skuespillet og fortællingen, og distrahere fra følelsesladede scener. Der er en vis distance mellem os og begivenhederne—en distance, der er forstærket af filmens opsætning.

Det er dog langt oftest en styrke. Isle of Dogs, som så mange af Wes Andersons film, gør det sjovt at være tilskuer. Hver scene, hvert shot er betagende på forskellige måder, og man kan mærke en sand kærlighed for film som kunstnerisk legeplads.

Isle of Dogs er ikke Wes Andersons bedste værk, og de overspillede billeder kommer en gang imellem i vejen for underspillet følelse, men det er bestemt en af hans mest visuelt imponerende film, og den bevarer den enorme charme, man altid kan vente fra ham.

Isle of Dogs er meget Wes Anderson. Wes Anderson er vidunderlig. Seks stjerner.

Kommentarer