WARCRAFT: Når computeren overgår filmen

Af Oliver Noppenaug

Orkernes verden Draenor er ved at gå under, og de må finde et nyt sted. Den onde warlock Gul’dan bruger fæl magi til at åbne porten til Azeroth, en verden af mennesker, dværge og elvere, som lever i fred med hinanden som Alliancen. Orkerne plyndrer og dræber i Azeroth, og Alliancen vil stoppe dem med hjælp fra troldmanden Medivh. Den unge ork Durotan indser at Gul’dans fæle magi korrumperer orkerne, og han søger at arbejde sammen med alliancen om at vælte Gul’dan og leve i fred.

Lad mig starte med mine egne forventninger til filmen. Den har jo efterhånden været længe undervejs, men da den så officielt blev annonceret og den første trailer kom frem blev ethvert håb om en god filmatisering af et spil manet til jorden. Traileren så rigtig skidt ud, og tanken om alt den tvivlsomme CGI fik selv den mest garvede ’raid leader’ til at græmme sig. Men som tiden gik, og premieren nærmede sig, begyndte hypen at skyde i vejret, og jeg tog sågar mig selv i at tænke ”Well, måske lykkedes det faktisk at lave en god film baseret på et spil”.

Det lykkedes dem desværre ikke, men jeg er trods alt lidt mere positivt stemt, end jeg forventer, at en stor del af anmelderne vil være. Jeg var sågar til tider godt underholdt og opslugt i Blizzards Warcraft-univers. Dét, som havde bekymret mig mest, var den overdrevne brug af computereffekter, men det er computeren, der trækker sig sejrrigt ud af opgøret. Effekterne er rigtig flotte, og de computerskabte orker er det bedste ved filmen. I virkeligheden er det de elementer af filmen, som ikke er computerskabt, som ikke fungerer. Det er gået ud over menneskene. De er præget af dårligt skuespil, dårlige dialoger, dårlige rekvisitter og dårlige kostumer. Orkerne ser latterligt badass ud, mens menneskene bare ser latterlige ud.

ANMELDELSE AF:
Warcraft

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Duncan Jones

LAND:
USA

Filmens mål og succeskriterie var at introducere universet til folk, der ikke har erfaring med Blizzards massive franchise. Det er jeg ikke så sikker på, at den gør. Personligt har jeg selv spillet både Warcraft 1,2 og 3 samt World of Warcraft, og det var jeg glad for, at jeg havde, for som ’noob’ må det være et rod af karakterer, der ikke bliver præsenteret særlig godt.

Men for mig var der alligevel noget værdi i den. Jeg kunne genkende universet. Jeg kunne genkende den verden, som man har brugt så mange timer i. Når vi fik billeder af kampene i fugleperspektiv, blev tankerne ledt hen på kampagnemissionerne i Warcraft-strategispillene. Der er så meget baggrundshistorie og potentiale i det her univers, at man kun kan håbe, at de giver det et skud til. Personligt vil jeg gerne se en film, hvor de bruger Prince Arthas-storylinen. Selvfølgelig kun hvis de får rettet op på denne films fejl og mangler.

Så det endte, som det så ofte har gjort før. Filmen og computerspillet kunne ikke forenes med stor succes, men Warcraft gjorde et bravt forsøg, og var egentlig ikke så skidt, som man kunne have frygtet.

Ét svar til WARCRAFT: Når computeren overgår filmen

  1. Jeg synes den her anmeldelse er en anelse overfladisk. Hvad præcist ved skuespillet var dårligt? Hvad præcist fejlede ved kombination af CG og skuespillere? Artiklen snakker mere om forventninger end selve filmen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *