WALKING DISTANCE: Lille fortælling om en stor mand

Af Trine Balle

I filmens verden har der været en tendens til at skildre svært overvægtige mennesker gennem to stereotyper. Enten møder vi det fortabte sociale udskud, som moren i Whats Eating Gilbert Grape? (1993), eller også må vi trækkes med den overkarikerede klovnefigur i skikkelse af en ”fedmedragt”, som i The Nutty Professor (1996) eller Hairspray (2007). Filmene giver deres karakterer liv i kraft af de mange kilo, og overvægten bliver oftest deres altoverskyggende egenskab.

Dette gør sig dog ikke gældende i det lille mexicanske hverdagsdrama Walking Distance. Her tegnes et forfriskende billede af en virkelig stor mand, hvis personlighed for en gangs skyld ikke er determineret af hans vægt.

Federico lever et isoleret liv. Hans størrelse gør selv de mindste gøremål besværlige, og dagen tilbringes indendørs med at lave perlekæder eller se fjernsyn. Sommetider får han besøg af sin skrappe søster og svogeren Ramón, der for længst har fundet sig til rette under sin kones tøffel, men ellers går tiden oftest uden menneskelig kontakt.

En aften finder Federico sit gamle aflagte kamera, som til hans forbløffelse stadig indeholder en ufremkaldt film. Denne bliver drivkraften for en prustende og uoverkommeligt lang gåtur ned til fotoforhandleren, hvor den unge, punkede Paulo ekspederer. Ved første øjekast har de to ikke meget tilfælles, men mødet bliver skelsættende for begge parters ensomme tilværelse. Sammen med svoger Ramón udvikler de et umage trekløver, hvor de med fælles hjælp forsøger at overkomme hver deres tyngende problemer.

ANMELDELSE AF:
Walking Distance

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Alejandro Guzmán Alvarez

LAND:
Mexico

Walking Distance leverer altså feel-good for alle pengene, som når de tre fyre eksempelvis sidder tæt sammen om spisebordet og trækker symbolske perler på ”livets snor”, eller drager ud i verden med Federico fastspændt på ladet af en bil.

Men historien er så fin og spidsfindigt fortalt, at man lader sig opsluge af det ellers lidt forudsigelige eventyr om den ”fængslede” mand, der endelig er på vej mod et friere liv. Federico ønsker ikke at lave om på sig selv, og vil ikke finde lykken ved at tabe sig – han vil bare tage smukke billeder, læse tegneserier og snuse til havet, hvor han ikke har været i årtier. Det er altså filmens store ønske at påvise, at Federico ikke er på en bestemt måde, bare fordi han vejer 200 kg – med hvilket den lykkedes til fulde.

Dialogen er sparsom, men humoren ligger i lige så høj grad i de lange akavede pauser, hvor kameraet insisterende bliver hængende i tavsheden mellem de tre. Billederne er så detaljerige, at omgivelserne bliver et lige så vigtigt medfortællende element som dialogen, og især er Federicos gamle pakkede lejlighed en visuel fryd for øjet. Hver eneste lille afkrog vidner om en nysgerrighed på livet – lige fra de skøre køleskabsmagneter til rejsekatalogerne på skænken.

Vi indvies aldrig rigtigt i Federicos fortid, men får kun antydningsvist svar på, hvorfor han er endt som han er. Fortiden er dog også historien uvedkommende, hvilket netop cementerer filmens budskab; det handler om at se fremad, og med venners hjælp at turde tage de første skridt mod en bedre tilværelse.

Ét svar til WALKING DISTANCE: Lille fortælling om en stor mand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *