THE WAILING: Absurd sammensurium af usmageligheder

Af Mikkel Tengvad

Sydkoreansk film kender ikke til bremsepedalen, hvilket man for eksempel kunne se i Train to Busan (2016), der i sidste måned havde dansk biografpremiere.  Månedens film i Cinemateket, The Wailing, er heller ikke på nogen måde en stille affære. Som en guddommelig blitzkrig falder regnen tungt over landsbyen Goksung, hvor selv de store vandmængder ikke formår at skylle blodet væk. En lokal massakre har efterladt et væmmeligt blodbad, der virker mere satanisk forårsaget end blot parforholdsproblemer i hjemmet. Om det er gyser eller splatter, vi er på vej ud i, er uvist – men det lover godt.

Det er altså lige indtil, de lokale politimænd latterliggøres over deres inkompetence og pruttehumor. Bevares, det er morsomt til tider, men det virker aldeles malplaceret. Især når filmen efterfølgende bevæger sig over i zombificering, eksorcisme og dæmonisering. Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man på samme måde som politiet skal prøve at holde hoved og hale på det hele. For hvad pokker foregår der?

Hvis man ikke troede, at det hele kunne blive mærkeligere, så tager man grueligt fejl. Da der et øjeblik synes at være en logisk forklaring på de brutale dødsfald, henfalder filmen til shamandans og ofringer af alt fra sorte krager til hvide får. Lange højtråbende sekvenser, der krydres med gennempiercende skrig fra en lille pige. En lille, dybt irriterende pige.

ANMELDELSE AF:
The Wailing

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Hong-jin Na

LAND:
Sydkorea

Filmen er fuldstændig blottet for alt, hvad der minder om logik. Vores hovedkarakter af en politimand er klar til at dræbe alt, hvad der truer familien, men synes at glemme, at han har en pistol. I stedet står den på Frankenstein-lynch med pinde og høtyve. Yderst mærkværdigt. Når det drabelige slag skal slås, formår en forvirret zombie alligevel at overmande seks fuldvoksne mænd, da de hverken evner at opfange situationens alvor eller at slå til med riven. En scene, der emmer mere af Shaun of the Dead (2004) end Dawn of the Dead (1978).

Udover at filmen er en genremæssig bastard, der balancerer mellem pruttehumor og melodramatisk overspil, er den også dybt politisk ukorrekt. Det kan man sige om mange film, og det er ikke nødvendigvis en dårlig egenskab. Men når politisk ukorrekthed er lig med racisme, så bliver det for meget. I en spillefilm med et kæmpe cast, hvor alle er sydkoreanere, bortset fra den blodsugende djævel af en japaner, der konstant omtales som ”The Jap”, kan man ikke lade være med at føle en vis harme. Om der er tale om forskruet nationalisme med dybe historiske rødder eller rendyrket racisme er underordnet – det er simpelthen usmageligt.

The Wailing er en kaotisk og dybt underlig film, der på trods af sine ugudelige tematikker har lighedspunkter med Moses; den formår for alvor at dele vandene. Om det er meningen eller ej er svært at sige. Der er sikkert mange, der i bedste kultmaner vil suge det absurde sammensurium af usmageligheder til sig. Og så er der dem, der vil mene, at den simpelthen bliver for mærkelig, ulogisk og mere underlig end underholdende.

Kommentarer