VORES PLANET – LIVE IN CONCERT: Den sociale filmoplevelse

Af Trine Balle

At se film er ikke altid en aktivitet, der deles med andre. At se film er i lige så høj grad blevet en individuel og lettilgængelig fornøjelse, hvor man blot skal tænde sin tablet eller computer, og filmen kun er et klik væk. Det går stærkt, og det kræver hverken fjernsyn, dvd-maskine – eller selskab!

Nu tænker du måske, at der så ikke er nogen grund til at vise film i biograferne længere. Men biograferne lever i bedste velgående, og utraditionelle filmvisninger kan stadig trække store publikummer til. Dette var netop tilfældet i fredagens pompøse screening af den britiske BBC-dokumentarserie Vores Planet. Her blev den gigantiske koncerthal Forum på Frederiksberg fyldt til randen med mennesker, der sammen skulle ind og opleve … ja, naturdokumentar.

Denne term kan umiddelbart lyde en smule tør, men Vores Planet er en sand pragtopførsel i filmmediets formåen. I over fem år har 40 kamerahold rejst hele kloden rundt og foreviget naturen og dyrenes verden fra over 200 destinationer – i luften, til lands og fra havets dybeste bund. 10.000 timers originaloptagelser er blevet cuttet ned til seriens i alt 11 timer, og aftenens repertoire var et særligt to-timers udpluk af seriens allerbedste skud.

Serien, der siden 2006 har taget os med på enestående eventyr helt ind i naturens fjerneste og mest mennesketomme egne, har været en bragende succes i Danmark og har gennem årene solgt over 130.000 dvd’er herhjemme. Denne aften blev filmens musikspor erstattet af det 80 mand store symfoniorkester, Prags Filharmoniske Orkester, som live skulle akkompagnere billederne på det gigantiske lærred. David Attenboroughs velkendte røst var udskiftet med den altid kække Peter Mygind, der som vært skulle indlede hvert filmiske afsnit med små anekdoter, men som ikke direkte agerede voice-over.

Der var altså lagt op til et filmarrangement af dimensioner, og forventningerne til showet var tårnhøje – måske også en tand for høje. Peter Mygind er en dygtig historiefortæller, men hans indlagte svigermorjokes og gennemtænkte fordanskede engelsk, som han skulle føre med orkesterets dirigent, kunne godt have været sparet væk. Musikken var storslået, og det var imponerende at observere orkesteret arbejde, men den overvældende følelse, som en indledende animeret Big Bang-sekvens medførte, hvor lys, billede og musik kulminerede i hele salens fysiske rysten, blev desværre ikke fulgt op senere i forløbet.

Aftenens helt store oplevelse lå derfor i, at dele denne live filmoplevelse med en fuldstændig pakket sal af nysgerrige og deltagende tilskuere. Hele salen klukkede kollektivt af glæde, når en lille isbjørneunge tumlede ned af et sneglat bjerg, eller når pingvinerne vraltede rundt eller faldt på halen. Publikum var fuldstændig opslugte af dyrenes finurlige adfærd, og der blev både grinet, råbt og vist også fældet en tåre hist og her – i en sådan grad, at man næsten glemte at følge med på skærmen.

Foran mig sad eksempelvis en ældre herre, som hele aftenen igennem rystede imponeret på hovedet, imiterede dyrene og kommenterede på filmen til sin kone. En yngre fyr ved siden af fik sig en lille lur på sin kærestes skulder, men det var jo også en måde at være sammen om filmen på.

At se film, handler altså i høj grad også om at være en del af en social konstellation. Helt tilbage til filmmediets fødsel og gennem de første mange år af dets eksistens var filmoplevelsen altid knyttet til en social kontekst. Fjernsynet var endnu ikke opfundet, og den eneste mulighed man havde for at se film, var derfor at tage i biografen sammen med alle de andre nysgerrige biografgængere.

I dag ser tingene noget anderledes ud, og i denne digitale tidsalder er det interessant, hvorfor den gamle biografplatform endnu ikke er uddød. Den helt åbenlyse og praktiske årsag til dette kunne være, at nye film reelt set ikke er tilgængelige andre steder end i biograferne – selvom dette nok er en sandhed med modifikationer. Andre grunde kunne være den skarpe lyd, gode billedkvalitet, eller helt simpelt, at en biograftur er en legitim anledning til at købe spandevis af popcorn. Den sidste, og måske vigtigste grund, er samværet. Ikke kun med den pågældende person, som man nu er i biografen med, men også samværet med resten af salen, som reagerer, griner, græder eller bare stille lader sig opsluge – af præcis den samme begivenhed, som man selv oplever.

Selvom de andres knitrende slikposer eller brummende telefoner kan være forstyrrende elementer i biografsalen, er der en helt grundlæggende tilfredsstillende følelse, som opnås ved at dele filmoplevelsen med andre. Undersøgelser viser tilmed, at hvis ikke man lige kan finde nogen at tage med, så giver det en langt højere lykkefølelse at tage turen i biografen alene, og derved stadig dele oplevelsen, fremfor at åbne for Netflix hjemme på sofaen.

I fremtiden spås det dog, at filmoplevelser i høj grad vil foregå gennem de nye digitale briller, der kreerer en virtuel virkelighed, hvor tilskueren imaginært befinder sig midt i scenariet. En slags individuel 3D-skærm, hvor kun fantasien sætter grænser for brugerens mulighed for interaktion med filmen. Det sociale aspekt inddrages så, når brillerne forbindes med de sociale medier, og man derved kan invitere ens venner med på filmrejsen og kommentere på bestemte passager sammen.

Om dette rent faktisk bliver en realitet og i sidste ende en succes, er ikke til at afgøre – men oplevelser som Vores planet-særvisningen i Forum sår tvivl om, at det nogensinde vil udkonkurrere det sociale rum, som kun biografen og fælles filmvisninger kan skabe for tilskueren.

Følelsen af at befinde sig midt i 8.000 menneskers kollektive latterbrøl og hulken, er i hvert fald svær at ryste af sig – og selvom Netflix kan være tiltrængt med tømmermænd og søndagsblues, vil den sociale filmoplevelse til hver en tid stå højere på min ønskeliste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *