VOID: En sand gave til animationselskere

Af Bjarke Johansen

Så er første år af VOID, den internationale animationsfilm festival for voksne, kommet og gået. Og sikke en oplevelse! Det var fem fantastiske, fantasifulde, farverige og festlige dage i Cinemateket i København, da VOID i sidste uge viste verden, hvad den rette ånd, dygtige kunstnere og de rigtige animationsværktøjer kan udrette. Der var animationsfilm fra hele verden, i alle afskygninger af stilarter, teknikker, humører og budgetter. Publikum kunne fornøjes over alt fra japansk periodedrama til spansk gyserparodi, amerikansk surrealisme og mere til.

Udover de to opvarmingsvisninger af helvedes-stop-motion komedien Hell and Back (Tom Gianas & Ross Shuman, 2015) og musikvideoen til Daft Punk’s Discovery album, Interstella 5555 (Kazuhisa Takenouchi, 2003), lagde VOID ud med en visning af den franske April and the Extraordinary World (Christian Desmares, 2015). På trods af et noget pludseligt toneskift i filmens tredje akt, fungerede April  med sin simpel streg, imponerende set design og lige dele humor, fantasi og fortællelyst som et pragtfuldt ægteskab mellem stilen fra belgiske tegneserier som Tintin og Doonesbury og den fortællemæssige skala fra de bedste af det japanske Studio Ghiblis animerede mesterværker.

Allerede næste dag kunne publikum møde festivallens æresgæst, den amerikanske indie-animator Bill Plympton. Siden 1985 har han fornøjet verden med vidunderligt absurde animationsfilm, der blander sex og vold med surrealisme for at skabe vidunderligt bizarre, morsomme og underholdende fortællinger, alle håndtegnet af ham selv. Plympton var til stede til at introducere samtlige sine animerede spillefilm og en lang række kortfilm, der alle blev vist i Cinemateket, lige fra den finurlige nonsens-musical The Tune (1992) til hans seneste jalousidrama Cheatin’ (2013).

Udover at stille sig til rådighed til informative og morsomme Q&A’s til hver film, stillede Bill Plympton sig også med ufattelige mængder af god stil og annoncerede, at han efter hver film ikke bare ville sælge originaltegninger og DVD’er, men også give publikum hver en gave i form af et postkort, hvorpå mesteren selv tegnede en skitse til enhver, der ville have dem. En sådan kærlighed til sine fans og så meget overskud var vidunderligt at se, og undertegnede kunne da heller ikke sige nej til at par af de charmerende tegninger.

Også Don Herzfeldt og Signe Baumane, der begge tidligere har arbejdet for Plymtpon, havde deres egne hjemmelavede film på programmet. Signe Baumane’s Rocks in my Pockets (2016) var et tungt, meget personligt studie af tendensen for sindssyge og selvmord hos kvinderne i hendes familie. Ud over at forklare så abstrakte og tabubelagte ting med så stor omhu lykkedes det dog trods alt stadig at levere et forfriskende positivt syn på sådanne tanker. Det er mere, end man kan sige om Don Hertzfeldt’s dybt eksistentielle tændstiksdramaer It’s Such A Beautiful Day (2012) og den Oscar-nominerede World of Tomorrow (2015). Med stærke eksperimentelle visuelle effekter fik begge disse på overfladen simple film hjertet til at synke så dybt ned i maven på publikum, som det kunne komme, ligegyldigt hvor krydret de ellers var med enkelte øjeblikkes vidunderligt bizar humor.

Grin kunne der også findes rigeligt af i den spanske claymation gyser-parodi Possessed (Samuel ‘Sam’ Orti Marti, 2014), hvor mange gyserfilm, primært The Omen (Richard Donner, 1976) og The Exorcist (William Friedkin, 1973), kom under kærlig behandling i en regn af kønsdele, blod og platheder. Og skulle man have været mere til ægte gys, kunne man nyde Lovecraft-dukkefilmen Pickman’s Model (Mark Phillip Lichtsenstein, 2012), kort efterfulgt af Extraordinary Tales (Raul Garcia, 2013), hvor fem af gysermesteren Edgar Allan Poe’s fortællinger blev filmatiseret med diverse teknikker. Trods de imponerende navne bag filmen, såsom Roger Corman, Christopher Lee og Guillermo Del Toro, led filmen dog under en mangel af opfindsomhed i præsentationen af historierne, samt en mildest talt irriterende rammefortælling, der lod til at eksistere udelukkende for at minde Prins Knud om, at det altså var Edgar Allan Poe fortællinger, der var tale om. Ikke desto mindre var teknikken i top.

Teknikken var også fænomenal i The Arti: The Adventure Begins (Huang Weng Chang, 2015), der er noget så skørt lydende som en Taiwanesisk Kung Fu-dukkefilm. Og i den første halve time blev alle ens klassiske kung-fu drømme da også opfyldt på fornemmeste vis. Desværre tog filmens historie efterhånden form som en slags parade af de mest irriterende selvhøjtidelige elementer af James Cameron’s Avatar (2009) og som resultat blev størstedelen af The Arti‘s charme tabt på gulvet.

Langt mere charmerende var den japanske Miss Hokusai (Keiichi Hara, 2015), der fortalte en række fiktive anekdoter omhandlende de ægte japanske kunstnere fra 1800-tallets Japan, Katsushika Hokusai og hans datter O-Ei. Med et tempo helt i bund og uden noget egentligt overordnet plot var filmen et herligt øjebliksbillede af Japansk kunst i perioden.

Danmark var selvfølgelig også repræsenteret, da en række afgangsfilm fra The Animation Workshop i Viborg blev vist på tredjedagen. Lige så varieret som resten af festivalen kunne skolens elever byde på lige dele drama, komik, action og eksperimentering, og man kan kun håbe på at se mere fra disse talentfulde hold.

Alt dette er blot halvdelen af, hvad VOID havde at byde på, og hvad jeg selv kunne nå at opleve. Så man må sige, at VOIDs mål om at række så bredt som muligt både geografisk og indholdsmæssigt er indfriet med stor stil. Og at dømme efter de mange besøgendes begejstrede reaktioner på de mange film ser det ud til, at vi i Danmark endelig er klar til at tage imod langt mere voksen animation. Og VOID har vist sig enormt dygtige til at levere det i høj kvalitet. Jeg står i hvert fald selv allerede spændt i kø til, hvad der forhåbentlig bliver til endnu en festival næste år og mange år derefter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *