Anmeldelse
VOGTERNE: Kvindernes stille krig

Af Cecilie Grivne Høier

Når mændene drager i krig, efterlader de et samfund, der pludselig må skabe sig en ny orden.

På gården Paridier er den aldrende Hortense (Nathalie Baye) pludselig blevet matriark. Og med alle arbejdsdygtige mænd på frontlinjerne, ansætter hun den unge Francine (Iris Bry) til at hjælpe sig selv og datteren Solange (Laura Smet).

Vogterne beviser at der stadig er nye krigshistorier fra første verdenskrig at fortælle. For hvor mange andre film positionerer sig midt i krigens ubarmhjertige blodbad, tager Vogterne sit udgangspunkt langt væk derfra – i alt det, der blev glemt, mens krigen rasede.

Filmen strækker sig over flere år, og dens styrke ligger i den udramatiske, hverdagsagtige behandling af materialet. Instruktøren Xavier Beauvois (Of Gods and Men (2010)), valgte bevidst at skære mange dramatiske sekvenser fra den originale roman af Ernest Pérochon og viser i stedet traumerne i f.eks. den lokale kirke, hvor der over årene bliver færre og færre mænd og flere sortklædte kvinder.

På den lille gård opbygger og destruerer Hortense, Solange og Francine nye hierarkier uden at ytre mere end en håndfuld ord. De er tre ærketyper, der alle har noget at miste i krigen; Hortense som moderen, Solange som hustruen, og Francine, kæreste til Hortenses ældste søn. Men i deres kortfattede scener ser vi dem som meget mere end bare det; disse kvinder er ikke bare en arketype – de er styrken, der driver livet videre, koste hvad det vil.

Med så fascinerende kvindeligt cast (særligt Iris Bry i rollen som Francine) trækker det derfor også ned, at filmen kæler så meget for de mandlige karakterer, som den gør. Her er det særligt Hortenses søn Georges (Cyril Descours), der får lige rigeligt med kameratid.

Vogterne er en relativ lang film (138 minutter) med en rytme, der følger livet frem for nogen dramatisk model. Det er dog også dens største svaghed. Historien ruller nemlig langsomt af sted uden nogen dybere forklaringer eller forløsninger, og på et tidspunkt bliver det simpelthen for meget. Man sidder tilbage med en følelse af at have ventet på noget forgæves. Her kunne man tænke sig at de mange minutter, der bruges på karakterer som Georges, kunne være anvendt bedre andetsteds. Særligt sidste halvdel af filmen synes at lide på bekostning af denne tidsmangel.

Faktisk kunne et serieformat have klædt Vogterne rigtig godt, men det er ikke blevet tilfældet. Derfor må man vægte to ting over for hinanden: på den ene side har man en hjerteskærende fortælling om tre stærke kvinder i deres egen krig – og på den anden en overordnet ubalanceret fordeling af tid og fokus. Resultatet er en film, der aldrig helt indløser sit potentiale, og det er en skam, fordi ellers giver Vogterne et friskt og spændende indblik i en side af krigen, man sjældent ser.