VIRGIN MOUNTAIN: Rørende, men også velkendt fortælling om en social outsider

Af Adam Ambus Madslund 

Der er ikke meget nyt under solen i Dagur Káris Virgin Mountain. Hele filmen føles meget velkendt, og den formår aldrig rigtigt at overraske. På trods af dette er det stadig en anbefalelsesværdig film, for det gode opvejer så absolut det dårlige.

Filmen følger Fúsi, der i en alder af 43 stadig bor hjemme. Han er meget overvægtig, bruger det meste af sin tid på at lege med legetøj og er stadig jomfru. Han bliver mobbet på sit job og har kun én ven. Alt begynder dog at ændre sig, da han møder Sjöfn til en dansetime, han modvilligt er taget til. Kærligheden begynder stille og roligt at blomstre, dog langtfra problemfrit.

En sådan fortælling om en social outsider, der gennemgår en stor forvandling på grund af nyfunden kærlighed, er så absolut set før, men grunden til, at Virgin Mountain er værd at se, ligger rigtig meget hos netop denne films outsider. Fúsi spilles helt igennem eminent og overbevisende af Gunnar Jónsson, der uden de store armbevægelser skaber en karakter, man tror på og er med hele vejen. Alt fra hans tøvende armbevægelser, akavede dansetrin og sjældne smil sidder lige i skabet.

Forholdet mellem Fúsi og Sjöfn står også enormt stærkt. De er i sandheden et umage par bundet sammen af en gensidig omsorg, når det viser sig, at ikke kun Fúsi har problemer at kæmpe med. Forholdet er til tider direkte destruktivt, og det er med til, at det aldrig kammer over i kvalmende sødme, men at alt i stedet føles ægte.

ANMELDELSE AF:
Virgin Mountain

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Dagur Kári

LAND:
Island & Danmark

Den islandske instruktør Dagur Kári stod bag kameraet på den enestående danske film Voksne Mennesker (2005), og her savner man desværre noget af den filmiske legesyge, der var med til at gøre Voksne Mennesker så god. Virgin Mountain er en del mere ordinær i sit filmsprog, og selvom det ikke nødvendigvis er en dårlig ting, er der også tale om en ret ordinær fortælling. Det er absolut veludført og flot, men man savner lidt, at der bliver taget nogle chancer, enten inden for fortællingens rammer eller dens filmiske stil.

For selvom hjertet sidder på rette sted, og det er svært ikke at blive rørt af fortællingen om Fúsi, er det som om, at al talentet bag kameraet ikke udnyttes til fulde. Det hele er en smule for ordinært og lavet en tand for sikkert. Dårlig er det dog aldrig – det er både rørende og føles ægte, hvilket er mere, end mange andre film kan prale af.

Kommentarer