VICTORIA OG ABDUL: Et historisk komediedrama uden historisk substans

Af Fie Vikke Lundholm Madsen

Det er ikke så tit, at et rimelig jævnt forskningsprojekt fører til, at man opdager en hemmelighed, der har været gemt væk fra offentligheden i over 100 år. Det endte dog alligevel med at være tilfældet, da Shrabani Basu i 00’erne var i færd med at lave research til sin næste bog. Den skulle oprindelig have handlet om karryens historie, men undervejs blev hun af omveje ledt til nogle oversete notesbøger, der havde tilhørt den engelske dronning Victoria. Disse var skrevet på urdu og afslørede et mørklagt venskab mellem majestæten og hendes indiske tjener Abdul. Og det er netop historien om dette venskab, som instruktøren Stephen Frears nu har vakt til live på det store lærred.

 

I 1887 har dronning Victoria (Judi Dench) ikke megen glæde tilbage i livet. Hun er godt oppe i årene og har mistet både sin mand prins Albert, og sin trofaste ven John Brown. Tingene bliver dog vendt på hovedet under fejringen af hendes 50-års jubilæum, da den indiske kontorist Abdul (Ali Fazal) påkalder sig opmærksomhed ved at vise sin hengivenhed for dronningen på en måde, der ikke ligefrem falder i tråd med englændernes opfattelse af god hofetikette. Victoria fascineres dog af Abduls særlige facon, og snart opstår et pudseløjerligt (og ganske kontroversielt!) venskab mellem de to.

ANMELDELSE AF:
Victoria og Abdul

ORDET SYNES:

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Stephen Frears

LAND:
UK & USA

På visse punkter er Victoria & Abdul ganske vellykket i forhold til det, som den primært prøver at være; nemlig en let og hjertevarm fortælling om et venskab mellem to meget forskellige mennesker. Filmen har en næsten absurd komisk grundtone, som den især udnytter til at formidle de kultursammenstød, der opstår i kølvandet på venskabet, og nogle steder fungerer det faktisk overraskende godt.

 

Judi Dench’s præstation i rollen som dronning Victoria er ligeledes et kæmpe plus på kontoen. Hun leverer ikke alene både latent fandenivoldskhed og barnlig entusiasme til ug, men gør det også med så lidt forfængelighed, at hendes spil bliver både befriende og særdeles underholdende.

 

Når det så er sagt, så lider filmen desværre også under, at Frears tilsyneladende har været i tvivl om, hvilken historie han reelt set har villet – eller turdet – fortælle. Filmen synes nemlig at lægge op til, at vi primært skal få indblik i venskabet gennem Abdul: Fra fortællingens start toner han frem som helten med den stålfaste tro på imperiet — en attitude, der unægteligt kalder på lidt modgang. Og det får han da også rigeligt af, men den efterfølgende karakterudvikling udebliver desværre i så markant en grad, at det får mærkbare konsekvenser for filmen som helhed.

 

Det er som om, at filmen rejser en masse spørgsmål vedrørende Abdul, men undlader at gøre plads til at udforske dem. Resultatet bliver desværre, at vi står tilbage med en endimensionel og ligefrem stereotyp karakter, hvilket ligeledes bevirker, at det i sidste ende er svært at blive oprigtig rørt af venskabet mellem ham og Victoria. I det hele taget formår Frears ikke at udforske det indiske perspektiv og de imperialistiske problematikker på dybdegående vis, og det er ærgerligt, for disse elementer fylder tydeligvis en del i narrativet.

 

Filmen manifesterer sig endegyldigt som en underholdende fortælling, der dog mangler historisk refleksion og tyngde – hvilket er en skam, når man tænker på, hvor længe denne lille bid af historien har været om at komme frem i lyset.

Kommentarer