Anmeldelse
VENOM: En bizar og rodet superheltefilm

Af Emil Risvig

Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal starte. Det er altid svært at kritisere noget, man egentlig gerne vil have skal lykkes, men alligevel må jeg erkende, at der er ting i Venom, som jeg bare ikke kan se igennem fingrene med. Det føles som om, at instruktør Ruben Fleischer har optaget to radikalt forskellige film på én gang, og selv i den færdige version er det ikke helt klart, hvad han har valgt.

Således er et af filmens store problemer, at den aldrig rigtigt etablerer en bestemt tone. Den skelner mellem to yderpoler; en horror, hvor hoveder bogstaveligt talt bliver bidt af, og en komedie om en forstyrret skizofren, der diskuterer med sin lidt for livlige indre dæmon.

Historien er centreret omkring Eddie Brock (Tom Hardy), en tv-journalist der udstiller korrupte organisationer for at bringe retfærdighed til sine medmennesker. Da han spolerer sit interview med milliardær og megaloman Carlton Drake (Riz Ahmed), mister han både sit job og sin kæreste Anne Weying (Michelle Williams).

Seks måneder senere erfarer Brock, at Drake laver forsøg med mennesker og såkaldte ’symbioter’ – slimede alienorganismer med utrolige kræfter, der skal bruge en vært for at overleve på jorden. Brocks nysgerrighed resulterer i, at ’symbioten’ Venom bosætter sig i ham, og det er ingen hemmelighed, at de to opnår symbiose og bliver et næsten perfekt match.

Jeg kan virkelig godt lide Tom Hardy, og det ændrer Venom ikke noget ved. Trods en mumlende amerikansk accent giver han alt, hvad han har – både som Eddie og som Venom.  Han er den ideelle Eddie Brock, og han har tydeligvis passion for karakteren. Hvor problemet for mig opstår, er måden, hvorpå Eddies og Venoms forhold nærmest udvikles til en slags ’bromance’. De chatter frem og tilbage og kalder hinanden henholdsvis ”parasite” og ”pussy”.

Er det en komedie? Ja, sommetider. Jeg indrømmer endda, at jeg grinte af et par af vittighederne, men også steder, hvor det måske ikke var intenderet. Andre vil muligvis finde det meget morsomt, men jeg synes, at det var malplaceret og mærkeligt. Under alle omstændigheder er Hardys version af Venom stadig markant bedre end Topher Graces portrættering i Sam Raimis originale Spider-Man trilogi (hvis det altså er en trøst).

Når det så er sagt, har filmen haft alt for travlt. Hele produktionen bærer præg af, at Sony gerne ville have filmen ud hurtigst muligt. Plottet er simpelt og forudsigeligt, replikkerne lige til at glemme og filmen er for lang tid om at komme i gang. Selvom Venom er cool lavet, er action-scenerne mørke og mudrede, og de har en vis greenscreen vibe over sig.

Måske havde jeg forventet noget uhyggeligere, voldeligere og mere seriøst. Måske kritiserer jeg filmen for meget. Måske kritiserer jeg den ikke nok. Venom vil højst sandsynligt dele vandene.

Jeg er stadig af den overbevisning, at hvis man skruer op for kvaliteten over hele linjen og giver sig god tid med produktionen, vil det være okay at lave en opfølger. Tom Hardy har skrevet under på tre film, og post-credit-scenen præsenterer en vis Venom-antagonist, så gør det nu ordentligt næste gang. Og please giv filmen en R-rating!