VANDRINGSMANDEN: Lyden af virkelighed og fantasi

Af Anna Nørreby

Den russiske mesterinstruktør andrei Tarkovskij havde en enestående evne til at komponere smukt melankolske billeder. Men det var ikke kun med sit blik for æstetisk scenografi, at instruktøren skabte sit særegne univers. Særligt i de senere film understøttes lange stærke indstillinger af mageløse lydbilleder og det på trods af, at Tarkovskijs film er nogle af de mest stille film, man kan støde på.

I Vandringsmanden arbejder Tarkovskij med lydens muligheder for at fungere realt — knyttet til et bestemt objekt, og abstrakt — ikke knyttet til en synlig kilde. Grebet bruges overvejende på naturalistiske lyde, der isoleres og intensiveres. Værende det lyden af vand der drypper eller løber, vind i træerne eller lyden af græs under fodsålerne på protagonisterne, bliver de fravristet deres visuelle diegetiske forankring. Det er enkle virkemidler, der skaber et originalt og stemningsmættet univers, hvor lyden spiller en central rolle for oplevelsen af filmen som science fiction. Brugen af reallyd på et abstrakt niveau er gennemgående i filmen og sætter tonen for sløring af virkelighed og fantasi. Et emne der i øvrigt understøttes af filmens arketypiske karakterer — en professor og en forfatter. Fakta og fiktion.

De to mænd lever sammen med den mystiske vandringsmand i et så dystert og kontrolleret sovjetisk samfund, at de er villige til at sætte livet på spil for at bevæge sig ind i Zonen — et forbudt territorium som staten har afspærret, hvori der findes et rum, der efter sigende kan opfylde ens dybeste ønsker. Vandringsmanden er guide på deres odyssé ind i det efterladte landskab, der leder tankerne hen på Tjernobylkatastrofen, der dog først fandt sted syv år senere.

 

Når lyd skaber rum

Filmens åbningsscene er overvejende stille. Vandringsmanden ligger i en dobbeltseng med sin kone og datter. Et glas på natbordet begynder at vibrere og dets kliren afløses af lyden af et tog i det fjerne, mens vibrationerne i rummet intensiveres. Fornemmelsen af det forbipasserende tog forstærkes, mens kameraet panorerer hen over den sovende familie. Det lydlige indtryk afbrydes af Beethovens niende symfoni, da kameraet når til vandringsmanden i sengen. Kilden til musikken kendes ikke. Vi ved ikke om den kommer fra toget, om den er underlægningsmusik eller om den er en illusion, og allerede her sættes tonen an for en magisk virkelighed, hvor alt ikke nødvendigvis hænger sammen.

Efterfølgende står vandringsmanden ud af sengen og en intensiveret lyd af husets knirken og vand, der løber fra vasken, fylder klippet. Denne lyd bliver ved med at dominere klippet, selvom vi hurtigt bevæger os væk fra kilden og i stedet ser konen, der bønfalder sin mand om ikke at forlade familien. De intense lyde fra huset — knirken, vandet og lyden af ild fra et varmelegeme overtager scenen, og giver et klaustrofobisk indtryk af deres væren — de omkranses og overtages af lydene i huset, der mimer det afspærrede samfund de lever i.

 

Subtil forening af musik og naturlig lyd

Da vandringsmanden sammen med professoren og forfatteren begynder deres færd mod Zonen i en gammel bil, er det lyden af motoren alene, der høres. Den erstattes af svagt hørbare elektroniske toner, der forener reallyden og det virkelige med noget fiktivt — så lavmælt, at det næsten ikke ænses. Samme teknik bliver mere tydelig på rejsen ind i Zonen, der foregår via skinnevogn på et jernbanespor. Vognen registreres kun gennem lyden af metal mod skinnerne. Hverken den eller omgivelserne, den kører forbi, ses. I stedet fokuserer kameraet på de tre karakterer. Denne forskydning af billede og lyd sætter fokus på karakterernes indre og transformerer den fysiske rejse til en psykisk. Samtidig bliver lyden mere metallisk, og senere mere elektronisk i takt med, at de bevæger sig tættere på Zonen i det fire minutter lange klip. Lige inden de når Zonen, har de elektroniske lyde overtaget lyden af skinnevognen, og igen oplever vi en udviskning af grænsen mellem det fantastiske og det naturalistiske, der måske ikke er så naturligt som ved første øjekast

 

Naturalistisk science fiction

Samme lydgreb bliver også tydeligt i Zonen, der med sine dybe skove og grønne græsmarker ikke ligner det, man ville forvente af et science fiction landskab. Men stemningen giver os en fornemmelse af, at noget er galt. Herfra manipulerer filmen i endnu højere grad med reallyd på en måde, der overbeviser os om Zonens farefulde karakter. Vi tror på at den er alt andet end ufarlig og naturlig, men i stedet nærmest er personificeret og klar til at slå dem, der træder forkert, ihjel.

Da de tre først ankommer til Zonen, er der stille. Vandets rislen, en vinds blæsen og sporadiske fugleskrig kan svagt høres. Den sparsomme brug af lyd henleder opmærksomheden på de lyde, der intensiveres i takt med, at de tre bevæger sig længere ind i landskabet. Her er de naturalistiske lyde i vid strækning afskåret fra det visuelle billede. Vi hører eksempelvis vinden blæse uden at se træerne bevæge sig, eller dyr afgive lyd uden at være synlige. I samspil med den ellers intense stilhed og de svage elektroniske lyde slører lydbilledet grænsen mellem det naturlige og det kunstige.

Intensiveringen af reallyde understøtter Zonen som et område, hvor mennesket skal træde varsomt. Følelserne skærpes ved, at lyden af de tre protagonisters fodspor mod græsset er skruet betydeligt op, og vi forstår at deres væren i området har indvirkning på omgivelserne. Deres aftryk efterlader spor. Særligt i en scene, hvor vi på lang afstand ser de tre mænd komme gående gennem en græsmark er deres fodspor så unaturligt høje, at det i sig selv leger med skellet mellem det fremmede og det naturlige. Lyden får ofte lov at udvikle sig og vokse i størrelse i filmen, både i rummet den kommer fra, og rummet den flyder over i.

Længere fremme på deres rejse ser vi et nærbillede af forfatteren, mens vi hører lyden af dryppende vand, uden at kunne lokalisere den. Kameraet panorerer langsomt forbi ham og hen over et vandfald, hvis brusen overtager lydbilledet, mens kameraet fortsætter sin panorering hen over en ødelagt mur. Igen høres de metallisk elektroniske lyde, og da kameraet igen indhenter professoren, synes det, at også han hører begge dele, eller fornemmer det unaturlige i omgivelserne. Hans blik er afventende, mens de elektroniske lyde flyder ud. Det magiske ved Zonen portrætteres kun gennem brugen af lyd.

 

Vand og forløsning

Under rejsen bliver lyden af vand mere fremtrædende, og Zonen synes næsten gennemblødt. Det løbende vand ses både knyttet til bestemte objekter: en flod, vand dryppende fra et loft eller et vandfald, og uafhængigt da det ofte får lov at fortsætte sin dryppen efter, at kilden ikke længere er synlig. Den tydelige manipulation fortæller os, at naturen her ikke er hvad den udgiver sig for. Det skaber samtidig et flow i fortællingen, der synes skubbet frem af lyden af vand. Lyden af vand. Den er gennemgående men i konstant forandring. Rejsen til Zonens indre slutter med de tre karakterer siddende i et lokale, der er tyst som det ydre rum. Når tavsheden brydes er det vand, der høres — men i en blidere form end tidligere, som en afslutning eller katarsis på deres rejse.

På hjemturen bliver lydbilledet præget af de samme elementer som tidligere: toghjul, motorer og andre industrielle lyde. Som i filmens første scene understøttes de af Beethoven, her som underlægningsmusik. På den måde omkranses fortællingen, der slutter med det samme univers, den lagde ud med.

Det er små subtile detaljer som disse, der gør Tarkovskijs auditive atmosfære værd at bemærke og være særligt opmærksom på. Den er så fintfølende, at man ikke altid opdager, hvordan den påvirker oplevelsen af filmen. Der opbygges et skrøbeligt science fiction univers hvor vi, ligesom karaktererne, ikke kan se det fremmede, men kun fornemme det — måske uden at forstå hvorfra den fornemmelse kommer. Gennem lydlige greb stiller Tarkovskij et naturalistisk univers op, der minder os om at skellet mellem tro og virkelighed måske ikke altid er sort og hvidt.

 

‘Vandringsmanden’ kan opleves under CPH:PIX lørdag d. 30/9 kl. 12.00 i Imperial.

 

Artiklen er oprindeligt udgivet i Ordet nr. 38, Lyd, som du kan læse her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *