UTØYA 22. JULI:
Overvældende og respektfuld behandling af virkeligheden

Filmmediet er siden dets spæde år blevet brugt til at skildre virkelighedens tragedier. Og lige så længe har man diskuteret selvsamme tendens, for er det overhovedet moralsk forsvarligt at skildre sande tragedier på film – og hvor lang tid bør der gå, før sådanne film må laves? Det egentlige spørgsmål handler dog om, hvordan tragedierne skildres. I værste fald er der tvunget en unaturlig dramaturgi ned over handlingen for at give filmen en malplaceret underholdningsværdi. I bedste fald kan filmen blive en slags traumebearbejdelse, der ikke blot oplyser om, men samtidigt kontemplativt behandler umenneskelige hændelser. Heldigvis lægger Utøya 22. juli sig tættest op ad sidstnævnte type film.

Utøya 22. juli er den første spillefilm til at skildre det norske terrorangreb i 2011, der fortsat står som nyere tids største tragedie i Skandinavien. Allerede inden filmen er startet står det klart, at filmholdet har villet udvise stor respekt for tragediens ofre. Som del af en aftale med de efterladte har man valgt ikke at producere en trailer for at undgå, at ofrene skulle se den i tv eller i biografen. Dette er også grunden til, at jeg ikke giver stjerner til denne film, da stjernesystemet primært anvendes til marketing, hvilket netop i dette tilfælde føles enormt forkert. Især da det også er tydeligt, at filmskaberne ikke ønsker at sælge filmen på traditionel vis.

Udover et kort anslag foregår hele filmen på Utøya—fra tolv minutter før gerningsmanden gik i land, indtil han blev pågrebet 72 lange minutter senere. Det vigtige er dog, at fokus overhovedet ikke er på gerningsmanden, men på ofrene—dem, der blot var på sommerlejr. Dem, der ofte glemmes, når medierne dækker en sådan hændelse. De karakterer, som filmen skildrer, er fiktive, men hele forløbet er rekonstrueret efter utallige vidneberetninger.

Vi følger pigen Kaja, der er på sommerlejr med sin søster. I begyndelsen af filmen er alle optaget af den bombe, der kort forinden er sprunget i Oslo, mens de ringer hjem for at sikre sig, at deres nære ikke er tilskadekomne. Kaja føler, at hendes søster tager for let på tingene, hvilket fører til et skænderi, der resulterer i, at søsteren er alene i sit telt, da skyderiet begynder. Kaja forsøger i det efterfølgende kaos ikke blot at overleve, men også at finde sin søster.

Hele handlingsforløbet er skildret i én lang indstilling. Et sådant greb kunne nemt forfalde til en teknisk gimmick, men det gør det heldigvis ikke – tværtimod. Ved fuldstændig at undgå klipning bliver forholdet mellem filmisk tid og fortalt tid præcis det samme. Vi er med Kaja konstant, ofte med det håndholdte kamera helt tæt på hendes ansigt. Den til tider hektiske og rystende kameraføring er aldrig distraherende, men en stærk medformidler af den frygt og afmagt, der hersker på øen.

Kameraet er dog ikke alene om dette. Filmens mange skuespillere, der overvejende er amatører, gør et særdeles godt stykke arbejde. Særligt Andrea Berntzen, der spillefilmsdebuterer som Kaja, er eminent. Hendes frygt og panik er håndgribelig og troværdig, og alle interaktioner føles skræmmende ægte. Autenticiteten beror ikke mindst på lejrbeboernes enormt forskelligartede reaktioner. Nogle græder, andre forsøger at grine. Denne dynamik er vigtig, da godt og vel to tredjedele af filmen består af scener med folk, som gemmer sig, nogle gange i meget lang tid af gangen, helt uden påtvungen fremdrift. Undervejs leverer filmen dog et par følelsesmæssige mavepustere, som er lige ved at bryde autenticiteten, da de næsten virker for dramatiske. Det er dog ikke til at sige, hvorvidt disse begivenheder rent faktisk udspillede sig på Utøya.

Den måske største styrke ved filmen er lydsiden. Selvom man knapt ser gerningsmanden, er lyden af hans skud og det, de implicerer, konstant nærværende. Skrig, råb, gråd og hektiske fodtrin blandes med de sommetider fjerne og andre gange skræmmende nære skud. Ingen underlægningsmusik er anvendt, og det er der absolut heller ikke brug for, da lyden taler sit helt eget sprog, ikke mindst når den forsvinder. Netop stilheden er den mest skræmmende – når man ikke har den fjerneste anelse om, hvorvidt gerningsmanden er på vej væk eller blot er få meter fra Kaja.

Selv med alt det, som Utøya 22. juli gør rigtigt, er der nogle ankepunkter at tage fat i. Det vil der altid være med en film som denne, og ankepunkterne handler nok i sidste ende om smag. F.eks. blev filmens sluttekster i min optik en tand for politiske, og jeg følte pludselig en skarp agenda, der ellers ikke var tilstede i filmen. Enkelte scener, heriblandt slutningen, vil uden tvivl splitte folk. Heldigvis er det overordnede indtryk en meget respektfuld og eftertænksom film. Det er svært direkte at anbefale den, da det er en intens og ubehagelig oplevelse, men den er vigtig. Om man har lyst til at se den, må være op til den enkelte at beslutte med sig selv.