UNTITLED: Forbipasserende menneskeskæbner skildres virkningsfuldt i poetisk rejsedokumentar

Af Morten Kildebæk

Den østrigske instruktør og manuskriptforfatter Michael Glawogger besluttede sig i 2013 for at tage på et års rejse rundt i verden sammen med en kameramand og en lydmand. Der var intet manuskript, ingen agenda og ingen politisk intention. Målet var i stedet at indfange virkelighedens tilfældigheder, som de præsenterede sig for dem. Desværre blev rejsen afbrudt efter fire måneder og 19 dage, da Michael Glawogger mistede livet i Liberia som følge af en malariainfektion. Hans faste klipper Monika Willi besluttede sig for at samle de hidtidige optagelser til en færdig film. Det er jeg virkelig glad for, at hun gjorde.

 

Untitled er først og fremmest en observerende dokumentar: Scener indfanges af et kamera, som ikke blander sig i begivenhederne. Desuden bærer filmen den poetiske dokumentars intentioner, som ikke er at redde verden, men i stedet er at udforske filmmediets formmæssige muligheder samt at reflektere over det at være menneske.

 

I stil med sidste års Cameraperson af Kirsten Johnson har filmen ikke noget overordnet, sammenhængende narrativ. Vi bevæger os løbende fra sted til sted, og de fleste scenerier vendes der ikke tilbage til. Det er bestemt ikke nemt at orientere sig i, hvor man undervejs befinder sig i verden, da stednavne sjældent nævnes. Forklarende tekster er også helt udeladt, ligesom de portrætterede menneskers dialog ikke oversættes. Dette gør overhovedet ikke noget, for det giver filmen en fantastisk kaotisk umiddelbarhed. Man smides til højre og venstre og gør sit for at suge de smukke billeder til sig.

ANMELDELSE AF:
Untitled

ORDET SYNES: 

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Michael Glawogger & Monika Willi

LAND:
Østrig

Billedsiden krydres ofte med en kvindelig voice-over, der oplæser skriblerier, som blev foretaget af Glawogger selv i løbet af rejsen. Instruktørens tankestrømme kommer vidt omkring og omhandler, på trods af at være i tredjeperson, hyppigt ham selv i mødet med det fremmede. Næsten hver scene bliver til et lille essay.

 

De fleste mennesker i Untitled lever under sparede, trange kår, men det er ikke et altoverskyggende tema i filmen. De kameraindfangede personer emmer nemlig af en universel menneskelighed. I en de mest mindeværdige scener ser vi en gruppe unge, etbenede mænd, der på krykker spiller en intensiv fodboldkamp. Denne varme udebliver helt i andre dele af filmen, hvor vi bl.a. besøger forladte, forfaldne bygninger og oplever menneskets, til tider, voldelige adfærd – både i ren aggression og i kampsportens tegn.

 

Noget som overrasker, er det eksperimenterende, elektroniske lyddesign, som, ved at sample reallyde fra filmoptagelserne, knitrer, buldrer og skramler under den betagende billedside. Flere steder skiftes der til abrupt stilhed, hvorefter man langsomt hører lyde af vind, vand og menneskestemmer, som nærmer sig. Snart overdøves de atter af lyddesignets pulseren. Disse kontrastfulde skift mellem ro og spektakel skaber fremdrift i filmen, som ellers ikke har et fortløbende narrativ at underholde med.

 

Måske rammer voice-overens betragtninger ikke altid helt plet, og måske ville enkelte scener have fungeret bedre uden en fortællers, af og til, lidt søgte filosofiske betragtninger. Måske havde det tjent filmen bedre, hvis det sidste kvarter var blevet udeladt, men for mig er det småting, som ikke overskygger Untitleds klare kvaliteter. Glawogger og hans hold besidder en uovertruffen evne til at fange virkelighedens spontanitet i gribende, smukke og tankevækkende billeder. Denne organiske oplevelse forstærkes effektivt af et lyddesign, som stritter i alle retninger.

 

I sidste ende må man bare takke Monika Willi for at færdiggøre, hvad Michael Glawogger startede, for denne film fortjener at blive set.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *