THE UNTAMED: Provinsielt drama og lange tentakler

Af Andreas Thorsager Klevin

Først ses en meteor i det ydre rum. Derefter en pige, der sidder afklædt på gulvet i et dunkelt rum. Det er dystert og ubehageligt at overvære, og accentueres kun af en lang tentakellignende arm, der langsomt trækker sig væk fra hende. Uden for den skurlignende hytte, det viser sig hun befinder sig i, er kun uigennemtrængelig tåge og goldt landskab så langt øjet rækker. Det er både æstetisk betagende, narrativt forbeholdent og tematisk kraftfuldt. Og så sker det hele i lange, dvælende skud med en tilpas dyster lydside til at matche billederne.

Åbningssekvensen til mexicanske Amat Escalantes The Untamed er ganske enkelt eminent og peger med sin gennemsyrede melankoli i retning af Antichrist (2009). Samtidig sætter åbningen også barren utroligt højt. Så højt, at den desværre sjældent evner at nå derop igen.

Filmen lægger lynhurtigt en elliptisk fortællestil for dagen, og det forstås, at hovedplottet egentlig ikke drejer sig om den pige, der indledende præsenteres. Det er nærmere et socialrealistisk drama om en provinsiel mexicansk familie, der døjer med hverdagens trivialiteter og ægteskabsproblemer. Manden, Angel (Jesús Meza), er paradoksalt homofobisk alt imens han i smug ønsker et forhold med sin kones bror Fabian (Eden Villavicencio). Selv får hun enderne til at mødes gennem et fabriksarbejde. Oven i købet har de to små sønner, der skal sørges for.

Men nej, mere socialrealistisk er den heller ikke. Hele vejen igennem er filmen præget af en stor dualitet og en konstant vekselvirkning mellem klassisk drama og aparte mystik.
Escalante har selv udtalt, at billeder er hans force frem for det talte ord. Det er The Untamed et pragteksemplar på.  Som den veksler mellem klassisk drama og sær artfilm, veksler den ligeledes mellem flade billeder og fremtvungen fortælling på den ene side samt skarp æstetik og dvælende mystik på den anden side.

Pigen, vi senere finder ud af hedder Veronica (Simone Bucio), dukker op i den kriseramte families liv, og introducerer stille fænomenet i skoven for familien. I bedste artfilm-forstand forklares det aldrig, hvad det egentlig er hun introducerer dem for. Blot at det er et fremmed monster, der har en ekstraordinær evne til at tilfredsstille mennesker. Det bliver en slags legemliggørelse af begær, lyst og sex, der pifter filmen op med elementer af både sci-fi og horror.

ANMELDELSE AF:
The Untamed

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Amat Escalante

LAND:
Mexico, Danmark, Frankrig, Tyskland, Norge, Schweiz

Mere udtalt bliver det ikke end en scene fra det krater, hvor meteoren fra første indstilling har ramt. I noget, der ligner en dybt absurd kommentar til Noas Ark, ligger alverdens dyreracer side om side i krateret og parrer sig. Der sættes sjældent to streger under noget i filmen, men det må formodes, at det tentakelbærende væsen stammer herfra.

Det er en interessant drejning at materialisere en af filmens største tematikker. Men det er som om, at mødet mellem det overnaturlige og mennesket er stærkere og mere sigende end mødet menneske til menneske, hvor dialogen ofte virker hul og fortællingen hullet. Den elliptiske fortællestil bliver filmens eget benspænd, da det til tider bliver svært at følge med i, hvor karaktererne står i forhold til hinanden. Eksempelvis hvordan Veronica indtræder i deres liv og hvem hun egentlig er.

Ligeledes bliver billedsiden ofte statisk og flad at kigge på i de mere socialrealistiske dele af filmen. Det er som om, at man har forsøgt at camouflere syret mystik i en skal af mainstream filmsprog, selvom man i virkeligheden mest vil gøre sig umage i filmens artsy dele.

Kommentarer