Unødvendig amerikanisering af nyklassiker

Af Bjørn Juul Andersen

Hvordan i alverden anmelder man en genindspil- ning af en dybt original film, som sydkoreanske Chan-Wook Parks Oldboy (2003) i sandhed er? Kan man blot glemme ens oplevelse af den origi- nale film og ikke sammenligne den med genind- spilningen? Svaret er nej – og det bærer min an- meldelse også præg af. Af de seere, der ikke har set originalen, vil oplevelsen garanteret være en anden. Og lad mig sige det som det er: Den nye Oldboy er ikke overraskende en markant ringere film end dens forgænger. Men filmen fungerer på mange måder fint som en standardiseret thriller, men ét væsentligt spørgsmål stiger dog én til hovedet: Hvorfor i alverden lave denne film?

Drivkraften er væk
Det er den tidligere mesterinstruktør Spike Lee, hvis sidste vellykkede fiktionsfilm stammer fra før årtusind- skiftet, der står bag kameraet i Oldboy, og historien er næsten den samme. Joe, en overvægtig og ucharme- rende drukkenbolt af en sælger, vågner op efter en våd nat i byen og finder sig indespærret på et mystisk hotelværelse med kun et TV til at holde ham med selskab – og uden at ane hvem, der står bag indespærrin- gen. I de mange år Joe befinder sig på værelset, vokser hans had til de mennesker, der har indespærret ham, brutalt dræbte hans kone og var skyld i tvangsfjernelsen af hans lille datter. Efter 20 år bliver en nu mentalt og fysisk stærkere Joe lukket ud og søger nu hævn over dem, der indespærrede ham, mens han prøver at finde sin tabte datter. Det sender ham på en hæsblæsende rejse igennem sin egen fortid, hvor Joe til sin rædsel opdager, hvorfor han blev sluppet fri.

ANMELDELSE AF:
Oldboy

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Spike Lee

LAND:
USA

Joe bliver i filmens begyndelse beskrevet som mere hund end menneske og både drikker, boller udenom og er en elendig far. Det bliver simpelthen en banaliseret og kvalmende amerikansk kliché, når han så (endelig) bliver kidnappet og skal lægge flasken på hylden, smide vommen og blive et bedre menneske – alt sammen beskrevet i ren Rocky-stil. Storheden i Chan-Wook Parks Oldboy lå i, at man netop ikke kom helt tæt på hovedpersonen, før han pludselig bliver smidt i isolationsfængsel. Man føler og forstår derfor det helvede karakteren gennemlever i de 20 år, hvor han ikke aner, hvorfor han er indespærret. Hævnmotivet bliver efter hans frigivelse en narrativ drivkraft, der kan bære filmens indviklede plot.

I Spike Lees Oldboy er hævnmotivet ikke filmens narrative drivkraft, da man netop ved, hvilken satans karl Joe egentlig er, og man får simpelthen ikke den klump i halsen af ubehag, når indespærringens omfang bliver tydeligt for én. Her er forsoningen mellem Joe og hans datter i centrum, som desværre aldrig rigtigt bliver vedkommende og på ingen måde kan holde filmens hæsblæsende plot i skak. Et plot der i værste krimistil involverer incest, mobning og en forbryder med en alt for gennemtænkt plan.

Hæsblæsende og forvirrende plot
Man bliver hurtigt opmærksom på, hvordan den amerikanske fortælletradition dominerer Oldboy, som på mange måder dræber den mystiske og næsten magiske stemning fra originalen. Filmen er domineret af et hæsblæsende og forvirrende krimiplot, hvor den frigivne Joe skal finde frem til de skyldige. Tempoet er skruet helt i vejret, som ikke klæder filmen, men vidner om, hvordan en dybt original og særegen film i Hol- lywoods maskineri mister sin charme og særegenhed. Joe bliver smidt rundt mellem diverse gangstere i et galoperende tempo, der gør filmen til en rodet affære, hvor alt skal motiveres og forklares.

At alt skal motiveres og forklares gør også, at mange ting i filmen fremstår som enormt utroværdige. Hvor- for i alverden falder den attraktive sygeplejerske Marie for den socialt handikappede Joe? Og hvorfor er Joe så overnaturlig stærk og kan smadre 20 mand med sine bare næver? Hvor Chan-Wook Parks Oldboy havde noget illusorisk og mystisk over sig, gør Spike Lees Oldboys stærkt realistisk motiverede filmtradition, at meget fremstår fremmedgørende og næsten komisk. Ligeledes fremstår de mange flashbacks, hvor Joe vader rundt i sine egne og andres minder i bedste Harry Potter-stil, både grinagtige og fremmedgørende.

En middelmådig thriller
Ja, Spike Lees Oldboy er markant dårligere end sin forgænger og mangler nerven, intensiteten og den magi- ske, næsten uvirkelige stemning, som forgængeren er fuld af. Men filmen kan nu alligevel noget, og man skal have respekt for, at Spike Lee ikke blot har lavet en tro kopi af Chan-Wook Parks nyklassiker, men fak- tisk har tilført helt andre elementer som højere fortælletempo, et actionfyldt krimiplot og et forsoningsmo- tiv, som dog desværre ikke virker efter hensigten. Filmen er en fin fortælling om en ødelagt mand, der prø- ver at gøre op med sit liv, og i sit forsøg på at blive genforenet med sin datter genopdager en uhyggelig fortid. Derfor er det faktisk ærgerligt, at denne historie bliver fortalt i en Oldboy-genindspilning, da filmen mislykkes med at overføre nogle af originalens unikke elementer og for altid vil blive sammenlignet med sin fremragende forgænger.

Derfor runger spørgsmålet stadig klart og tydeligt: Hvorfor i alverden dog lave denne film? Gid jeg kunne spørge den kære Spike, for jeg ved det ærligt talt ikke.

Kommentarer