UNDERDOG: De forbandede og fredelige svenskere

Af Ditte Fiil Ravn

”Jävla svenska!” er ikke blot sjovt at sige, men også et yndet udtryk blandt dem der stadig husker lidt Danmarkshistorie. For de svenskere kan jo ikke andet end at ødelægge det hele. Og dét er øjensynligt også det, som Dino gør i filmen Underdog, hvor hun er blevet au pair i Norge. Her lærer hun ikke blot, at nordmænd ser groft ned på svenskere, men også hvordan livet gang på gang kan give én modstand, hvorfra man må rejse sig igen.

Dino (Bianca Kronlöf) er flygtet fra en blakket fortid i Sverige til Oslo, hvor hun håber på at finde et job og en ny start. Hun døjer med en trang til flasken og har et stærkt behov for adspredelse og inderst inde også for tryghed. Usoigneret og konstant iklædt det samme tøj, tager hun hver dag ind på et vikarbureau og venter på, at et job byder sig. Som Palle alene i verden er hun fanget som svensker blandt nordmænd, hvor det eneste tilflugtssted er kollektivet, der udelukkende er svenskere.

Mødet med nordmændene er en ubehagelig affære for Dino. Hun får at vide, at Sveriges økonomiske nedtur var en gave til Norge, og at hendes naturlige servicemindedhed som svensker gør, at hun passer bedre i servicefaget end nordmænd. Et klart hierarki tegner sig, som uundgåeligt må være et billede på en usund samfundstilstand. En kritisk kommentar ligger og ulmer i Underdog.

ANMELDELSE AF:
Underdog

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Ronnie Sandahl

LAND:
Norge & Sverige

Den primære fortælling omhandler dog en kærlighedshistorie. Dino og børnenes far Steffen kan en aften ikke holde fingrene fra hinanden, selvom det betyder, Steffen er utro. Dino bliver straks hengiven, men kujonagtige og arrogante Steffen sætter hurtigt en stopper for den tryghed, Dino så inderligt søger. På sidelinjen står Steffens datter Ida (Mona Kristensen) og ser med. Hun er ensom, lider af spiseforstyrrelser og er hovedkuldsforelsket i Dino. Intet af det lægger hendes far mærke til, og Ida bærer alene rundt på sine destruktive og ulykkelige tanker.

Underdog har historien, kanten fra samfundskritikken og et oplagt drama i sine hænder. Dog får den aldrig tændt gnisten, der starter bålet. Filmen er stille og nærmest konfrontationssky i sin stemning, og det giver et lidt fladt helhedsindtryk. Der mangler noget nerve, noget der får hjertet til at banke og holde øjne og ører åbne hele vejen igennem. Dino er reserveret og hendes langt hen ad vejen kyniske tilgang, gør det svært at komme helt tæt på hende.

Narrativet har sit jerngreb om seeren, men eskalationerne falder fra. Underdogs skarpe samfundskritik er ikke nok til at skabe den furore og de følelseseksplosioner, som hjerte og hjerne skal mærke i kontakt med det hvide lærred. Dette ”coming of age” drama manglede et hysterisk-teenager-relief og én, der råbte noget. Bare én gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *